Martin Reiss skal sikre danskeren ny kontrakt.

Kevin Magnussen har sikret sig den bedst mulige hjælp i jagten på en ny, lukrativ Formel 1-kontrakt. Martin Reiss, en af de mest respekterede ’deal-makers’ i Formel 1, skal fremover hjælpe danskeren.

»Jeg vil ikke kalde mig selv for manager, for det indebærer at man tager sig af en kører på alle områder. Min rolle hos Kevin er at hjælpe ham med kontrakter – de kommercielle med sponsorer og de sportslige med teams. Så ’rådgiver’ er et bedre ord,« siger Reiss til B.T..

Schweizeren har arbejdet i Formel 1 i mere end 30 år.

»Jeg har været decideret manager for 12 kørere i Formel 1, blandt andre Riccardo Patrese, Elio de Angelis, Stefan Bellof, Andrea de Cesaris og Manfred Winkelhock,« fortæller Reiss, der indenfor få måneder i 1985-86 mistede tre af sine klienter: Winkelhock, Bellof og De Angelis omkom alle i racer-ulykker i
perioden august 1985 til maj 1986.

Martin Reiss (tv.) skal nu være rådgiver for Kevin Magnussen
Martin Reiss (tv.) skal nu være rådgiver for Kevin Magnussen Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

»Jeg har også arbejdet i andre sportsgrene og jeg arrangerede for eksempel den første, professionelle tennisturnering i
Rusland.«

Martin Reiss har også bragt en lang række firmaer ind i Formel 1, og arbejdede for eksempel som ’sponsor-jæger’ for McLaren, da Kevin Magnussen var tilknyttet teamet. Inden da var han Busines Development-chef for Lotus-teamet, der dengang havde Romain Grosjean som kører.

»Det var faktisk også mig, der fik Lars Seier Christensen til at interessere sig for Formel 1,« fortæller han.

»Jeg har kendt Lars i mere end 10 år, og hjalp ham med Saxo Banks sponsorat af Lotus-teamet i 2014. Nu hjælper jeg ham med planerne om et dansk Formel 1-grandprix i København. Det skal nok lykkes,« lover Reiss.

For få år siden solgte Martin Reiss sit firma, der havde 85 ansatte, og har siden arbejdet freelance i Formel 1.

»Nu arbejder jeg i Formel 1, fordi jeg synes det er interessant – ikke for pengenes skyld. Det tror jeg er en af de ting, Kevin syntes var interessant ved mig,« siger han.

Martin Reiss er en mand, der bærer mange Formel 1-kasketter, men han forstår at adskille dem, og han er en af de få i paddocken, der kan gå ind og ud af alle motorhomes.

Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

I de kommende uger skal Martin Reiss igen holde tungen lige i munden, når han forhandler Kevin Magnussens nye Formel 1-kontrakt på plads. Alt tyder på, at det bliver hos Haas, hvor Reiss også er rådgiver for danskerens teamkammerat Romain Grosjean.

»Romain, Kevin og jeg har snakket om det og vi er enige om, at der ikke er nogen interessekonflikter,« siger Reiss til B.T..

»Faktisk har teamchef Guenther Steiner sagt til mig, at han ser det som en fordel, at jeg arbejder med begge hans kørere.«

Kevin Magnussen er efter tre år uden en manager glad for samarbejdet med sin nye rådgiver.

»Jeg er sikker på Martin er den rigtige mand til jobbet,« siger Kevin Magnussen, der i næste uge skal i retten i København, hvor hans tidligere manager Dorte Riis Madsen har sagsøgt ham for et tocifret millionbeløb.