Sæsonen blev rundet af i Abu Dhabi, og dermed er et svært 2019 for Kevin Magnussen slut.

Her er tre ting vi lærte af sæsonens sidste løb.

VI FÅR ET STÆRKT 2020-FELT

Som ventet har Nicolas Latifi fået den ledige plads hos Williams, og dermed er 2020-feltet komplet. Canadieren, hvis far ejer en stor aktiepost i McLaren-teamet, har i år vundet en håndfuld Formel 2-løb.

Én skal blive nummer sidst i VM 2020, og i den underlegne Williams er rookien Latifi et godt bud. Men det ændrer ikke på, at han fortjener chancen i Formel 1 – og at 2020-feltet bliver et af de stærkeste i mange år uden nogen deciderede 'nulboner'.

HAAS F1's Danish driver Kevin Magnussen steers his car at the Yas Marina Circuit in Abu Dhabi, during the final race of the season, on December 1, 2019. (Photo by Giuseppe CACACE / AFP)
HAAS F1's Danish driver Kevin Magnussen steers his car at the Yas Marina Circuit in Abu Dhabi, during the final race of the season, on December 1, 2019. (Photo by Giuseppe CACACE / AFP) Foto: GIUSEPPE CACACE
Vis mere

MAGNUSSEN ER BLEVET ENDNU MERE KOMPLET

Hvis Kevin Magnussen inden denne sæson havde en svaghed som Formel 1-kører, var det hans kvalifikationer. I tre af sine fire Formel 1-sæsoner havde han tabt kvalifikations-duellen til Jenson Button (2014) og Romain Grosjean (2017-18) – kun 2016-duellen mod den ikke særligt overbevisende Jolyon Palmer havde han vundet.

Men alt det har Magnussen ændret i år: Hans kvalifikationer er blevet markant bedre, og han vandt 2019-duellen mod kvalifikations-eksperten Romain Grosjean med 13-8. K-Mag er kort sagt blevet en (endnu) mere komplet F1-kører.

VETTEL LAVER FOR MANGE FEJL

Det er efterhånden tragisk at se, hvordan Sebastian Vettel ødelægger sit gode ry. Han har de seneste år lavet et utal af store og små fejl, og minderne om de fire VM-titler i den stærke Red Bull-racer fra 2010-13 blegner mere og mere.

I Abu Dhabi leverede han under træningen endnu en dum afkørsel, og hele weekenden blev han sat til vægs af sin unge teamkammerat Charles Leclerc. Heldigvis har Vettel mere succes uden for Formel 1-banerne: Han blev i dagene op til Abu Dhabis Grand Prix far for tredje gang.