Danske Frederik Vesti bliver sammenlignet med de to største talenter i Formel 1 lige nu.

Han er kun 16 år, men alligevel er der store forventninger til den danske racerkører Frederik Vesti efter en stærk sæson i det tyske Formel 4-mesterskab, hvor han blev nummer fire i den samlede stilling.

Her kører Frederik Vesti for det anerkendte Van Amersfoort-team, der har været rugekasse for flere af de helt store stjerner i international motorsport.

Og selvom Frederik Vesti missede tredjepladsen, som var målet efter en kaotisk afslutning i denne weekend på Hockenheimring, tøver teamejer Frits Van Amersfoort ikke med at kalde danskeren et af de største talenter i europæisk motorsport lige nu.

Frederik Vesti har kursen og drømmen sat mod Formel 1. (Foto: Alexander Trienitz)
Frederik Vesti har kursen og drømmen sat mod Formel 1. (Foto: Alexander Trienitz)
Vis mere

'Frederik for mig er en kører, som minder mig om de største kørere, jeg har haft i det sidste årti. Når jeg ser Frederik køre, ser jeg en kører, der matcher de to største kometer i Formel 1 i dag – Max Verstappen, Red Bull og Charles Leclerc, fra 2019 på kontrakt med Ferrari. Frederik er en fyr, som ikke bare er lynende hurtig, men som også har en fænomenal fysisk og mental styrke, der giver ham retten til at gå hele vejen,' lyder det fra Frits Van Amersfoort i en pressemeddelelse.

Det er ikke for sjov, når den erfarne teamejer åbner munden.

Med mere end 30 års erfaring med talentarbejde har Frits Van Amersfoort et godt øje for at spotte, hvem der har Formel 1-potentiale - og hvem der ikke har.

Selvom Frederik Vesti, der også har en solid gokart-karriere og dansk Formel 4 med i bagagen, sluttede uden for top-3 i mesterskabet, har han en stærk tro på, at de rigtige mennesker har fået øje på ham.

Frederik Vesti har haft en god sæson i den tyske Formel 4-serie. (Foto: Riis Photography v/ Henrik Riis)
Frederik Vesti har haft en god sæson i den tyske Formel 4-serie. (Foto: Riis Photography v/ Henrik Riis)
Vis mere

'Jeg mener i virkeligheden, jeg kunne have vundet alle tre løb i denne weekend. Min fart var der. Min selvtillid var der. Og mine overhalinger sad i skabet. Det her er uden tvivl min bedste weekend nogensinde, hvis man ser på det køremæssige. Resultaterne fulgte ikke med. Det er race, når det er værst,' udtaler Frederik Vesti i en pressemeddelelse og fortsætter:

'Men jeg tog – på papiret det umulige – hele 25 overhalinger, som jeg kan mærke giver genlyd i branchen og respekt blandt mine konkurrenter. Det er den her slags race, der skal sikre min fremtid. Det er det her race, der skal sikre mig de allerbedste sæder i de bedste team fremadrettet. Min samlede fjerdeplads i mesterskabet viser ikke det rigtige billede af, hvad jeg føler, jeg kan.'

Frederik Vesti har base i Vestjylland og har været en del af den danske talentskole gennem flere år, hvor det er blevet til danske gokart-mesterskaber og sejre i internationale gokartløb.

Der gemmer sig også en interessant historie i Frederik Vestis bagland. Her er en markant skikkelse nemlig med omkring den unge racerkører og jagten på en mulig Formel 1-karriere.

Frederik Vesti før et af weekendens heat i tysk Formel 4. (Foto: Riis Photography v/ Henrik Riis)
Frederik Vesti før et af weekendens heat i tysk Formel 4. (Foto: Riis Photography v/ Henrik Riis)
Vis mere

Her er Kevin Magnussens tidligere manager, Dorte Riis Madsen, nemlig blevet en del af Frederik Vestis setup.

I første omgang forlyder det, at Dorte Riis Madsen hjælper med karriererådgivning og sponsorkontakter.

Det er lige nu uvist, om Frederik Vesti tager endnu et år i Formel 4, eller om han rykker videre frem i talentrækkerne.

Her er han sammen Christian Lundgaard lige nu det bedste bud på en ny dansk Formel 1-kører. Selvom vejen endnu er lang til kongeklassen.