Jetset-kvinden Henriette Zobel risikerer både bøde, konfiskering af kørekort og ultimativt en fængselsstraf, efter at hun en lørdag i maj sidste år kørte gennem Københavns centrum med en promille på svimlende 2,26. Det fremgår af et anklageskrift, som Se og Hør har fået fat i.

Henriette Zobel er onsdag formiddag i retten. Her kan du læse hendes forklaring i sagen

Den danske designer og tidligere erhvervsleder, der har været gift med Rigmor Zobels far Peter Zobel, skal onsdag i retten for sin forseelse. Ifølge ugebladet kørte hun 7. maj ned af Gothersgade i det indre København i sin sorte Suzuki Swift, da hun bragede ind i en Ford Fiesta få hundrede meter fra sit hjem. Ifølge anklageskriftet skulle jetset-dronningen dog ikke kun være påvirket af alkohol under hændelsen. Der blev også sporet det beroligende middel chlordiazepoxid i hendes blod, i en mængde der er højere end det tilladte, skriver ugebladet.

Ifølge Netdoktor bruges midlet ved angst og uro samt ved abstinenser efter alkoholmisbrug. Henriette Zobels promille var derudover på 2,26 - et langt stykke over de tilladte 0,5.

Henriette Zobel skal fremstilles i Københavns Byret onsdag formiddag. Her kan hun risikere at få frataget kørekortet i minimum tre år. Derudover risikerer hun bødestraf samt en mulig fængselsdom.

52-årige Henriette Zobel har af to omgange været gift med forsikringsdirektør Peter Zobel, som er far til den kendte jetset-dronning Rigmor Zobel. Derudover har eksparret to store sønner sammen.

Hun er uddannet designer og etablerede i 2002 tøjvirksomheden Pureheart, som gik konkurs i 2011. I sine yngre år arbejdede hun desuden som international model.

I dag underviser hun i mindfulnessmeditation og selvudvikling.