En af Danmarks største youtubere, Morten Münster, har taget en stor beslutning.
I dag fortæller han sine knap 300.000 følgere på YouTube, at han er homoseksuel, og har vidst det i nogle år.
Allerede for to år siden fortalte han om sin seksualitet til sin familie og sine nære venner, og det skulle hurtigt vise sig at være en af de bedste beslutninger, han nogensinde har truffet.
»Min families reaktion var rigtig god. De blev faktisk meget lettede, da jeg fortalte det. Jeg havde nemlig ringet til dem grædende, og sagt, at nu kom jeg hjem og fortalte en stor nyhed. Så er det klart, de troede det værste«, siger han til B.T.

»Da jeg så sagde det, var de sådan 'Nå. Var det bare det?'«
Den oplevelse var ikke bare en lettelse for dengang 18-årige Morten, men ændrede hele hans tilværelse til det bedre.
»Jeg blev et helt nyt menneske bagefter. Jeg har aldrig været så lettet før i mit liv, og jeg kunne mærke glæden komme frem. Jeg havde altid været en lidt muggen dreng indtil da, men pludselig kunne jeg bare mærke, at det gad jeg ikke mere. Nu ville jeg være glad og blomstre op«, siger han.
Forandringen i hans sind er ikke gået ubemærket hen hos familien.

»De kan helt klart mærke det. Jeg er mere glad og fri nu«, siger Morten.
Også blandt vennerne har der været lutter forståelse og opbakning, efter nyheden kom ud for to år siden.
»Det er gået super fint. Jeg har aldrig haft nogen som helst problemer med det, så det er fantastisk, og jeg håber, det bliver ved med at være sådan«, siger Morten, der aldrig har bekræftet sin homoseksualitet offentligt eller i sine videoer før.
Nu håber han, at fanbasen tager sig lige så lidt af det, som hans nære.
»Jeg håber ikke, det bliver taget som noget stort, og jeg gør jo heller ikke et stort nummer ud af det. Jeg kunne have lavet en hel dokumentar om det, men i stedet har jeg valgt bare at sætte mig ned og snakke om det«.
»Jeg er træt af at skulle lyve hele tiden, og skulle lyde heteroagtig, når vi snakker om sex og kærester og den slags. Jeg er træt af at skulle springe ud over for folk hele tiden, så jeg håber, at det her bliver sidste gang«, siger han.
Nu mangler Morten så bare at finde sig en kæreste, men der er endnu ikke nogen på krogen. Til gengæld har han nu fået lov til at prøve alle de ting, som heteroseksuelle tager for givet.
»Jeg har været ude og udforske min seksualitet, hvilket altid har været en drøm. Men der har ikke været noget kærlighed endnu, jeg er ikke rendt ind i den eneste ene«, lyder det fra Morten Münster.