Dagen efter at have født en lille søn er YouTube-stjernen og influenceren Grace Victory blevet lagt i kunstig koma.
Den 30-årige brite fra Buckinghamshire blev for to uger siden testet positiv for coronavirus.
Hun havde i begyndelsen kun milde symptomer, men sygdommen blev forværret, og derfor vurderede lægerne, at hun skulle føde hurtigst muligt, da hun var for syg til at fortsætte graviditeten. Det skriver BBC.
Grace Victory var sat til at føde i februar, men allerede 24. december kunne hun hilse velkommen til sit første barn.

Dagen efter fødslen fik Grace Victory dog så voldsomme vejrtrækningsproblemer, at lægerne valgte at lægge hende i kunstig koma.
Grace Victorys familie har delt et opslag på Instagram, hvor de fortæller, at influencerens tilstand er stabil.
'Vi elsker hende meget og ved, at hun vil komme stærkere ud på den anden side,' skriver familien og opfordrer folk til at bede for hendes helbred.
Familien fortæller også i opslaget, at Victorys nyfødte søn er sund og rask på trods af, at han blev født to måneder for tidligt.
Grace Victory har over 200.000 følgere på Instagram, hvor hun hyppigt deler billeder.
Siden 18. december har der dog været stille på profilen – højst sandsynligt på grund af coronavirussen.
Du kan se familiens opslag herunder: