Musikeren Xander er helt sikker i sin sag. Han mener Rasmus Paludan er den største skurk i kontroverserne, der har fundet sted på Nørrebro.

Det gør han klart på sin Instagram-profil.

»Og nej, jeg siger ikke, at det er okay at brænde byen ned. Men det er en skændsel, at Paludan får hjælp fra politiet (til, red.) at udøve sin beskidte racisme og promovere sig selv rundt omkring i Danmark.«

Sådan starter han et opslag, han har lagt i 'story'-feltet på sin Instagram.

Rasmus Paludan
Rasmus Paludan Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

»Når han vælger at gøre det lige netop her i hjertet af Nørrebro, så kan jeg godt forstå, at nogle af drengene reagerer og siger fra,« skriver Xander og fortsætter:

»Lad være med at få det til at ligne i medierne, at det er dem, der er ballademagerne - Det er Ramus Paludan, der er den kriminelle i den her sag.«

Noget andet som musikeren anfægter er de udgifter samfundet poster i beskyttelse af demonstranten.

Xander skriver, at det er vildt, at man bruger seks millioner på at passe på Rasmus Paludan.

Xander.
Xander. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

»Han skal i fængsel. Og når han har afsonet, skal han få sig et arbejde, så han kan betale de seks millioner tilbage, han skylder samfundet,« lyder det fra Xander.

Rasmus Paludan er meget uenig i musikerens udtalelser, fortæller han til B.T.

»Det er objektivt usandt (at det er ham, der er den kriminelle, red.). Jeg er ikke blevet sigtet for noget i går, så det kan jeg ikke sige så meget til,« siger han.

Paludan kan dog ikke se, at han er skyldig i at koste samfundet penge med sine demonstrationer. Han arbejder som forsvarsadvokat, men mener slet ikke, at det er ham, der skylder.

»Hvis jeg fortsatte med at gøre, som jeg gør, og andre så ændrede deres adfærd, så ville det ikke koste samfundet én krone,« siger han.

Xander har ikke valgt at stå frem til interview, men har givet tilladelse til, at B.T. kan bringe citater fra opslaget i hans 'story' på Instagram. I opslaget kan man se, hvordan han har filmet nogle af de brande, der var startet i bydelen.

Xander bor selv på Nørrebro.

Han er udover sin musik kendt for at have været dommer i talentprogrammet 'Voice'. Desuden er han musiker Anne Linnets søn.