Wupti Pede og hans tvivlsomme forretning er nomineret til pris

Han charmerer sig ind i din stue med kommentarer som: 'Jeg sælger hash og nøgler'. Wupti Pede, alias skuespiller Alexandre Willaume-Jantzen, er blevet allemandseje som den politisk ukorrekte karakter i reklamen for wupti.com

- Det er jo helt sindssygt, så vilde folk er blevet med Pede. Alle jeg har mødt synes, at han er fantastisk, og det er han jo også. Jeg har kun fået positive kommentarer på karakteren, og flere fortæller mig, at de bare venter på, at reklamen kommer, griner Alexandre Willaume-Jantzen.

Og Danmark har i den grad taget den småkriminelle Pede med de tvivlsomme forretningsmetoder til sig. På facebook har 95.950 personer meldt sig som fans af Wupti Pede, og Alexandre selv er blevet nomineret til en Zulu Award for årets danske reklame-performance.

Klarer alt på charmen

Og hovedpersonen selv er ikke i tvivl om, hvorfor danskerne har taget reklamen til sig.

- Han er jo sådan en karakter, der kan slippe af sted med alt, fordi han har den her gennemborende charme. Han ryster lidt ved det perfekte og korrekte, og det tror jeg, mange mennesker godt kan lide, fortæller Alexandre.

Han har sammen med instruktør Søren Fauli været med til at udvikle Wupti Pede-karakteren, og reklamen er indtil videre vist i fire versioner. Seks dugfriske reklamer står allerede klar i kulissen til at indtage det danske publikum i det nye år.

- Vi skød reklamerne på tre dage, og det var simpelthen en fest. Flere gange måtte crewet gå ind i et andet rum, fordi de var ved at flække af grin. Så det har ikke været hårdt at gå på arbejde.

Flere fans på facebook har nu opfordret instruktør Søren Fauli til at bringe Pede til det store lærred. Men trods den store succes mener Alexandre Willaume-Jantzen, at det er bedst at stoppe i tide.

- Pede skal ikke rende rundt og skabe sig tosset i Københavns gader i halvanden time. Jeg har godt nok snakket med Søren Fauli om det, men alle advarselslamper begyndte bare at lyse med det samme. Der må gerne være en mening med galskaben, trods alt, fortæller Alexandre.

Passioneret kunstmaler

Udover skuespillet ernærer Alexandre Willaume-Jantzen sig også som kunstmaler.

- Jeg elsker at male, og der er også nogle gallerier, der har vist interesse. Men det er ikke fordi, jeg foretrækker kunsten frem for skuespillet. Jeg vil det hele, men det er meget fedt at falde tilbage på, når rollerne ikke står i kø.

Alexandre har tidligere medvirket i blandt andet filmen 'Fri os fra det onde', 'Klovn' og 'Forbrydelsen 2', hvor han spillede Stig Dragsholm.