Med sine velproportionerede 175 centimeter stjal 16-årige Kaia Gerber catwalken, da hun åbnede stjernedesigner Alexander Wangs show under modeugen i New York i weekenden. Det var blot anden gang, hun betrådte catwalken, alligevel spås hun allerede nu en gloværdig karriere som model ved verdens største modeshows.

Måske fordi talentet og det exceptionelle look ikke stammer fra fremmede. Hendes mor er nemlig ingen ringere end Cindy Crawford, en af 1990’ernes supermodeller, som indtog catwalken for alle de store modehuse som Versace, Chanel og Ralph Lauren, mens hun i privaten dannede par med Hollywood-stjernen Richard Gere fra 1991-1995.

Kaia Gerber har imidlertid ikke sine stærke gener fra Richard Gere, men fra Cindy Crawfords nuværende ægtefælle, den tidligere model og i dag hovedrige forretningsmand Rande Gerber.

Foto: ANGELA WEISS
Vis mere

Allerede som 10-årig havde Kaia Gerber sit første modeljob for Versaces børnetøjsbrand Young Versace. Siden har hun lavet jobs for blandt andre Vogue, og i 2016 debuterede hun som filmskuespiller i filmen Sister Cities.

Også 90’er-ikonet Helena Christensens søn, 17-årige søn Mingus Reedus, indtog catwalken i New York. Han debuterede for Calvin Klein sammen med sin fætter Oliver Sonne. Helena Christensen var en både stolt mor og moster efter Calvin Kleins show.

»Det var virkelig intenst og virkelig spøjst. Jeg sad bare og tænkte: ‘Okay, det her er meget mærkeligt. Jeg sidder og kigger på min egen dreng og min søsters dreng, og de er her sammen i det her show, i det her tøj, gående frem og tilbage.’ Det var formidabelt.«