Der følger en del opmærksomhed med, når man er barn af store stjerner som Will og Jada Smith, men det er bestemt ikke altid den gode af slagsen.

Det måtte den 20-årige kendisdatter Willow Smith i den grad sande i december 2020.

Her brød en mand, som sangerinden beskriver som værende en 'pædofil stalker', nemlig ind i hendes hjem i Los Angeles.

Det fortæller hun i det seneste afsnit af talkshowet 'Red Table Talk', hvor også hendes mor, Jada Pinkett Smith, og hendes bedstemor, Adrienne Banfield-Norris, medvirker. Det skriver New York Post.

»Han havde studeret mine mønstre og vaner,« siger hun i programmet, hvor hun også fortæller, at manden heldigvis brød ind, mens hun ikke var hjemme.

»Vi var lige taget på familieferie, da han brød ind, så jeg var heldigvis ikke hjemme, men det var meget, meget sindssygt,« siger hun og fortsætter:

»Det viste sig, at han var pædofil. Og jeg skulle i retten for at vidne om episoden.«

I programmet sætter Jada Pinkett Smith også ord på hændelsen.

Hun fortæller, at hun i forbindelse med indbruddet fandt frem til, at manden havde bygget en lille lejr bag huset, så han kunne følge med i Willow Smiths vaner.

»Han lå klar til at slå til, når Willow kom hjem,« siger hun og fortæller, at hun med det samme tilkaldte politiet for at få beskyttelse til sin datter.

»Da politiet havde indsamlet alle deres beviser, blev vi nødt til at tømme køleskabet, fordi vi var bange for, at han havde puttet noget i hendes drikke- eller madvarer. Vi gik gennem alt og smed alt ud. Også sådan noget som tandpastaen.«

Willow Smith anmodede efter hændelsen om et polititilhold mod manden, hvilket hun fik godkendt i marts.