Fredag undskyldte Will Smith ordentligt.

I en video på Instagram satte den 53-årige skuespiller sig ned og forklarede, at alt var 'en tåge', da han gik op på Oscar-scenen og kvitterede komikeren Chris Rock med en lussing for joken om hans kone, Jada Pinkett Smith.

Men nu har Chris Rock også fået lettet sit hjerte.

Ifølge People optrådte den 57-årige komiker nemlig få timer efter undskyldningsvideoen på Fox Theatre i Atlanta.

Chris Rock efter den famøse lussing, som nu har vist sig at være ganske indbringende.
Chris Rock efter den famøse lussing, som nu har vist sig at være ganske indbringende. Foto: ROBYN BECK
Vis mere

Og her havde der sneget sig en ny del ind i komikerens set, som han for tiden turnerer verden rundt med under showtitlen 'Ego Death'.

»Alle prøver på at være et fucking offer,« lød det fra Chris Rock på scenen ifølge mediet.

»Hvis alle påstår at være et offer, så er der ingen, der hører de rigtige ofre. Selv mig, der fik tæsk af Suge Smith – jeg tog på arbejde dagen efter, jeg har børn.«

Sammenligningen med den fængslede morder, pladeselskabsstifteren Suge Knight, var dog ikke den eneste indikation på, at Chris Rock stadig ikke helt er ovenpå igen efter Oscar-optrinnet.

Chris Rock tog imod en lussing af Will Smith på scenen til Oscar-showet, efter han havde fortalt en joke om skuespillerens kones sygdom. Will Smith har siden undskyldt og trukket sig fra Oscar-akademiet.
Chris Rock tog imod en lussing af Will Smith på scenen til Oscar-showet, efter han havde fortalt en joke om skuespillerens kones sygdom. Will Smith har siden undskyldt og trukket sig fra Oscar-akademiet. Foto: BRIAN SNYDER
Vis mere

»Alle, der siger, at ord kan gøre ondt, er aldrig blevet slået i ansigtet,« sagde han fra scenen.

Will Smith fortalte da også i sin undskyldningsvideo, at han personligt havde rakt ud til Chris Rock, men var blevet afvist.

»Han har forklaret, at han endnu ikke er klar til at snakke med mig. Når han er, så vil han selv tage fat i mig. Så jeg vil sige det her: 'Chris, jeg undskylder. Min opførsel var uacceptabel, jeg er her, når du har lyst til at snakke',« lød det fra skuespilleren.

Optrinnet skete i marts, da Chris Rock skulle uddele prisen for Bedste Dokumentar ved årets Oscar-show. Men en joke om Jada Pinkett Smiths skaldede isse, der skyldes sygdommen alopecia, fik altså Will Smith til at gå på scenen og uddele en syngende lussing til komikeren i bedste sendetid.