Tidligere på året kunne biografgængere verden over se den egyptiskfødte skuespiller Mena Massoud spille hovedrollen i Hollywood-filmen 'Aladdin'.

Siden da har han været yderst svær at finde på det store lærred.

Og det er den 28-årige skuespiller bestemt ikke tilfreds med, fortalte han forleden i et interview med Daily Beast.

»Jeg er faktisk træt af at tie stille omkring det,« sagde han og begyndte at rase ud:

»Jeg vil have, folk ved, at det er ikke altid bare er lutter lagkage. Bare fordi man har lavet en film som Aladdin, så tror folk, at man har tjent millioner og får tilbud alle steder fra, men sådan er det ikke. Jeg har ikke fået en eneste audition, siden Aladdin kom ud.«

I Aladdin spillede Mena Massoud over for Will Smith, som havde rollen som lampeånden Genie.

Den 51-årige giga-stjernes bedste råd til hans arbejdsløse kollega er dog hårdt og kontant og lyder, at Mena Massoud må finde arbejdshandskerne frem:

»Det, der er ved den her branche, er, at det - ikke ulig det virkelige liv - er hårdt. Det er designet - af Universet, af Gud eller hvad du nu end tror på - til at være hårdt. Så hvis du har det hårdt, er det fordi, det er meningen,« siger han til People Magazine.

Aladdin har indtjent mere end 1 milliard dollars, hvilket kun 44 andre film har formået. Af de 44 film er kun tre af dem musicals, som Aladdin-filmen er. Men den succes har altså ikke hjulpet Mena Massoud.

»Jeg har det sådan... OK, jeg sidder lige her, og Aladdin har lige nået 1 milliard dollars - kan jeg i det mindste ikke godt få en audition? Jeg forventer ikke at få tilbudt hovedrollen i Batman, men kan jeg i det mindste bare komme ind i lokalet og få en chance?«

Heldigvis har Will Smith et godt råd til Mena Massoud:

»Det svære er at være tålmodig, dedikeret og udholdende. Hvis man har en drøm, må man arbejde hårdt for den hver eneste time af dagen med ekstrem fokus og kærlighed. Du kan ikke slippe udenom at kæmpe hårdt.«