Whitney Houstons mor sætter nu spørgsmål ved sine evner som forælder, og om hun kunne havde reddet sin berømte datter fra stofmisbruget, der til sidst - som bekendt - blev hendes død

Det gør hun i den kommende udgave af det amerikanske gossip-magasin People.

- Var jeg en god mor? Jeg tænker stadig på, om jeg på en eller anden måde kunne have reddet hende. Men der er ikke skrevet en bog om, hvordan man er forælder. Du gør bare det bedste, du kan, fortæller 79-årige Cissy Houston til magasinet i forbindelse med promoveringen af sin kommende bog 'Remembering Whitney'.

Whitney Houston, der blev 48 år, druknede i et badekar på Beverly Hilton Hotel 11. februar 2012 efter at have taget kokain og en lang kamp med stofmisbrug.

I bogen skriver Cissy Houston blandt andet, at hun ikke vidste noget om, at Whitney Houston, der af familien blev kaldt Nippy, var meget 'festlig' i sine unge dage.

- Jeg anede ikke, at Nippy festede. Og sandheden er, at jeg heller ikke ville vide noget om det dengang, skriver Cissy Houston blandt andet i bogen.

Den afdøde sangerindes 19-årige datter, Bobbi Christina, har siden sin mors død været indlagt to gange med angst. Og Cissy Houston fortalte til People, at hun er bekymret for Bobbi Christina og vil gøre alt for at sikre sig, at barnebarnet ikke ryger ud i samme glidebane som sin mor.