Whitney Houston brød grædende sammen efter sin koncert fredag aften i Forum i København.

Det har været alt andet end en succes for Whitney Houstons danske besøg. To koncerter torsdag og fredag er mødt med massiv kritik fra fans og anmeldere.

Fredag aften kulminerede det ifølge MSN Starlounge ved, at hun efter koncerten grædende stormede igennem receptionen på D'Angleterre, hvor hun har boet under sit danske besøg.

- Da Whitney kom tilbage til D'Angleterre var det tydeligt at den var helt gal. Hun holdt sig for ansigtet, men vi kunne se, at hun græd. Hun nærmest løb ind gennem receptionen til elevatoren, fortæller et øjenvidne til MSN Starlounge

Ved begge koncerter udvandrede folk i massevis, og som B.T. kunne fortælle, var omkring 500 personer gået inden hun var nået til pausen.

- Det er forfærdeligt.Vi går hjem, for vi vil hellere være hjemme ved vores hund, sagde 42-årige Martin Markvardsen til bt.dk.

Den amerikanske sangerinde giver søndag koncert i Stavanger i Norge.