Den afdøde sangerindes datter arver alt, mens eksmanden ikke får en dollar.

Af Lasse Byrdal

Whitney Houstons 19-årige datter Bobbi Kristina Brown kommer til at arve rub og stub efter den afdøde stjerne. Pengene, ejendommene, smykkerne, bilerne, tøjet og de personlige ejendele. Det fremgår af Whitney Houstons 19 sider lange testamente, som blev offentliggjort i går, onsdag, i Atlanta, USA. 

SE ET UDDRAG AF TESTAMENTET HER

Bobbi Kristina Brown kæmper for at genvinde fodfæstet efter hendes berømte mors alt for tidlige død den 11. februar i år. Men rent økonomisk ser det nu ud til, at Whitney Houstons datter vil være sikret et godt stykke ud i fremtiden med arven fra hendes mor. Det skriver internetsiden insideedition.com  

Whitneys mange penge bliver placeret i en fond, som gradvist vil blive overdraget den efterladte datter. Fonden administreres af Whitney Houstons mor Emily "Cissy" Houston. De mange millioner vil angiveligt blive frigivet i rater på Bobbi Kristinas 21 års, 25 års og 30 års fødselsdage.

Eksmanden og faderen til Bobbi Kristina, sangeren Bobby Brown, er nævnt i testamentet, men efterlades dog intet fra den afdøde stjerne.

Whitney Houston skrev oprindeligt testamentet i 1993, men reviderede det i april 2000, mens hun stadig dannede par med Bobby Brown. Den berømte sangerinde ser dermed ud til at have forvaltet sin formue med omtanke for sin datter på trods af hendes eget narkomisbrug og udsvævende livsstil.