Den 49-årige danske popsanger Whigfield har været udsat for en grim trafikulykke.

Ulykken skete i Spanien, hvor kunstneren med det borgerlige navn Sannie Charlotte Carlson bor, og har været særdeles hård ved hendes krop, skriver hun på sine sociale medier.

'Kære venner, jeg er virkelig ked af, at jeg ikke kunne komme til Benidorm. Jeg var desværre i en forfærdelig bilulykke, men jeg er snart tilbage til at feste med jer alle sammen,' skrev hun søndag på sin Facebook-profil.

Med i opslaget er et billede fra et hospital, hvor man kan se, at hun modtager behandling. Whigfield skulle lørdag have givet koncert i feriebyen Benidorm på den spanske østkyst.

Mandag morgen har hun løftet lidt af sløret for, hvad der er sket med hende i ulykken.

'Tak til sikkerhedsseler. Dette vil være min udsigt de kommende fem dage. Forslåede ribben og overrevne muskler i halsen. Tak for al den kærlighed, I har vist, det er virkelig værdsat, men jeg er svær at ødelægge,' skriver musikeren på sin Instagram-profil.

'Jeg kørte ned i en dyb grøft for at undgå en modkørende bil. Prognosen er trykkede ribben, cervical trauma, og en flot bule i panden. Glad for min sikkerhedsele,' skriver hun til B.T. via Messenger. Cervical trauma er engelsk fagsprog for et hårdt slag mod halsen, der kan medføre en lang række skader.

Whigfield slog igennem i 1994 med sangen 'Saturday Night', som blev et internationalt hit. Det er stadig hendes største hit og er solgt i cirka to millioner eksemplarer. Sangerinden deltog sidste år i Dansk Melodi Grand Prix med sangen 'Boys on Girls', men det lykkedes hende ikke at gå videre til Superfinalen, hvor tre sange kæmper om at blive det danske indslag til Eurovision.