Den tidligere 'Batwoman'-stjerne Ruby Rose er bestemt ikke begejstret for sin tidligere arbejdsgiver, Warner Bros.

Hun er bestemt heller ikke tilfreds med DC'seriens showrunner Caroline Dries, producerne Greg Berlanti og Sarah Schechter eller den tidligere formand for Warner Bros' Television Group, Peter Roth.

Det gør hun meget klart i en række stories på Instagram, hvor hun retter en række alvorlige anklager mod især sidstnævnte. Det skriver The Hollywood Reporter.

I sine stories anklager den 35-skuespillerinde blandt andet Peter Roth for at have opført sig upassende over for unge, kvindelige assistenter på settet.

»Jeg er usikker på, om du forlod din position som formand efter at være blevet forfremmet til den højeste position, fordi du ikke kunne stoppe med at få unge kvinder til at dampe dine bukser omkring dit skridt, imens du stadig havde bukserne på, eller om du forlod den efter at have pudset en privatdetektiv på mig, som du fyrede, så snart rapporten ikke passede dit narrativ,« skriver hun.

Ruby Rose påstår ligeledes i sine stories, at Peter Roth tvang hende tilbage på arbejde, blot 10 dage efter hun blev opereret i halsen som følge af en skade under optagelserne.

Hun revser også hele produktionen og Warner Bros for ikke at have håndteret situationen korrekt, da en medarbejder fik tredjegradsforbrændinger over hele kroppen.

Ifølge hende fik ingen ansatte tilbudt psykologhjælp, selvom hændelsen var traumatiserende, da vedkommendes hud 'faldt af i flænger foran dem'.

Skuespillerinden kritiserer også Warner Bros for ikke at sætte produktionen på pause under coronapandemien.

Ruby Rose nåede kun at medvirke i en enkelt sæson af 'Batwoman', som netop er gået i gang med optagelserne til sæson tre, og ifølge hende skyldes det, at hun blev fyret.

Dette bekræfter Warner Bros over for det amerikanske medie, men de er bestemt ikke enige i alle de andre ting, som Ruby Rose påstår i sine stories.

Warner Bros påstår derimod, at de fyrede Ruby Rose, fordi de havde modtaget flere klager omkring hendes opførsel på settet.

»På trods af den revisionistiske historie, som Ruby Rose nu deler online, hvor hun angriber producerne, castet, netværket og studiet, så er sandheden altså, at Warner Bros havde besluttet sig for ikke at anvende muligheden for at ansætte Ruby til anden sæson af 'Batwoman'«, skriver de i en udtalelse.

»Dette skyldes adskillige klager omkring hendes opførsel på arbejdspladsen. En opførsel, der blev undersøgt og håndteret privat ud af respekt for samtlige involverede,« fortsætter de.

Ruby Rose har endnu ikke kommenteret Warner Bros' udtalelse, men det tyder ikke på, at hun giver kampen op allerede.

I hvert fald indledte hun sit angreb på Warner Bros på følgende måde:

»Nok er nok! Jeg har tænkt mig at fortælle hele verden, hvad der virkelig skete på det set. Jeg vil komme efter jer, så det, der skete for mig, aldrig sker for andre.«