Det var en hård omgang for de fleste af danserne i fredagens udgave af 'Vild med dans'. Særligt for Wafande, der mødte op på dansegulvet med en helt speciel hilsen.

Traditionen tro blev der afholdt en særlig 'Knæk Cancer'-version af danseprogrammet, hvor de kendte nydansere skulle dedikere deres dans, til en der betød noget særligt - og her valgte Wafande at dedikere sin dans til sin far.

»Det var meget specielt. Og på en eller anden måde var det meget svært at koncentrere sig om dansen,« fortæller Wafande.

Den 37-årige popstjerne har igennem livet haft et anstrengt forhold til sin far, som forlod familien, da Wafande var otte år.

Han har i sin selvbiografi 'Se mig nu' fortalt, hvordan han flere gange forsøgte at blive genforenet med sin far, og at det først lykkedes, da faderen i 2016 lå indlagt syg af kræft og døde i en alder af 66.

»Jeg er glad for at have været med til det her i aften, men jeg er også glad, for at man kun er med i 'Vild med dans' én gang. Det er virkelig hårdt,« fortæller Wafande videre om sin deltagelse i 'Vild med dans' 'Knæk Cancer'-version og viste så aftenens detalje frem.

»Jeg har fået speciallavet dem hos en skomager på Nørrebro,« lyder det fra Wafande, der trækker op i bukserne og viser sine sko frem.

»Min far så mig aldrig spille basket. Han var der generelt ikke særlig meget, så når nu dansen var dedikeret til ham, syntes jeg, det var på sin plads at tage en bid med af mig selv - og fik altså lavet nogle af mine yndlings Jordan-basketsko lavet om til standardsko.«

Wafandes særlige danse/basketsko.
Wafandes særlige danse/basketsko. Foto: Kristian Dam Nygaard
Vis mere

Skoene var dog ikke det store hit rent dansemæssigt, der kun sikrede Wafande 22 point og en tredjesidsteplads i feltet.

»Jeg skulle nok have haft mine rigtige dansesko på. Så det var godt, at det var et 'Knæk Cancer'-show, hvor ingen ryger ud,« smiler Wafande.

»Dansen sad ellers lige i skabet til prøverne, men da vi så kørte live, og jeg hørte mig selv tale om mine følelser og om min far  - og selvom det jo næsten er fire år siden - så ramte det alligevel.«

Han tilføjer:

»Jeg har lavet 'Knæk Cancer'-show flere gange som artist, hvor man checker ind og ud igen samme aften. Det kan man ikke på samme måde her, hvor man er en del af det, og også ser hvordan de andre bliver påvirket. Så det rammer.«