I denne uge skulle en ekspedition rejse fra Danmark til Senegal og Gambia med sports- og hospitalsudstyr.

Men i sidste øjeblik er musikeren Wafande sprunget fra, og velgørenhedsorganisationen Pass It Forward er blevet nødsaget til at aflyse deres såkaldte Karmatour 2022.

Pass It Forward har ikke ønsket at udtale sig om sagen overfor B.T., mens Wafande og hans manager Michael Guldhammer ikke er vendt tilbage på adskillige henvendelser.

Begge parter har dog kommenteret sagen på deres sociale medier.

Velgørenhedsorganisationen Pass It Forward har begrundet aflysningen med, at de er »blevet ramt af nogle uforudsete omstændigheder i den sidste tid op til afgang«.

Wafande derimod indrømmer, at han selv har valgt at stoppe samarbejdet, hvilket han kalder »den største U-vending«, fordi der beklageligvis er »sket en masse ting«.

Men hvilke ting, der har ledt op til, at han har valgt at trække sig selv og sin familie fra velgørenhedsekspeditionen fire dage før afgang, har det ikke været muligt at få svar på.

Pass It Forward forklarer dog, at prisstigninger på brændstof og fragt også har haft en indvirkning på, at karmatouren må udskydes til snarest muligt.

»Alt indsamlet udstyr er kørt på lager og bliver forsvarligt opbevaret, indtil KarmaTour 2022 kan afvikles,« lyder det.

Wafande er musiker og har desuden været med i programmer som 'Over Atlanten', 'Toppen af poppen' og 'Voice'. Han er far til to piger, hvoraf den yngste på knap et halvt år er med hans nuværende kæreste Ana Maxime.
Wafande er musiker og har desuden været med i programmer som 'Over Atlanten', 'Toppen af poppen' og 'Voice'. Han er far til to piger, hvoraf den yngste på knap et halvt år er med hans nuværende kæreste Ana Maxime. Foto: Carsten Andersen
Vis mere

Wafande derimod lader til at have andre planer med det udstyr, han har stået for at indsamle til turen.

»Jeg sørger for, at både min autocamper og alt det fodboldudstyr, jeg har fået doneret, kommer afsted og bliver doneret til de helt rigtige. Dem, der har brug for et venligt skub frem i livet. Det bliver mindst lige så stort og helt sikkert lige så smukt. Jeg glæder mig utrolig meget til at løfte sløret for det hele til jer,« skriver musikeren med det borgerlige navn W'afande Jolivel Zahoro.

Karmatour 2022 er en genoplivet ekspedition arrangeret af den københavnske velgørenhedsorganisationen Pass It Forward. Her skulle 30 mennesker have kørt i farverigt dekorerede autocampere fra København med stop og pop-up events i flere større byer for til sidst at ende i Dakar i Senegal og Banjul i Gambia for at aflevere sports- og hospitalsudstyr til værdigt trængende.