Den succesfulde dansk-amerikaner Ole Henriksen modtager i dag Danners Ærespris for sin åbenhed om partner-vold. Og sit ukuelige livsmod.

Der var engang, da mænd var forment adgang til Dannerhuset i København, der siden 1980 har fungeret som krisecenter for voldsramte kvinder.

Sådan er det ikke mere.
Nu arbejder huset også for de cirka 8000 mænd, der hvert år udsættes for vold fra deres partner. Heraf to tredjedele i homoseksuelle forhold.

Og i dag modtager den første mand nogensinde Danners prestigefulde Ærespris.

- Det er en stor fornøjelse, at byde velkommen til Ole Henriksen i vores hus, siger Danner husets direktør Vibe Klarup Voetman.

- Mange danskere – ung som gammel, mænd som kvinder, heteroseksuelle som homoseksuelle – holder meget af Ole, og derfor er det fantastisk, når en person som ham, er åben omkring sine oplevelser med blandt andet partnervold.

- Han er et godt eksempel på, at det er muligt at komme videre fra et voldeligt forhold, og blive et stærkt og glad menneske. Samtidig er han med til at nedbryde det tabu, der er omkring vold i nære relationer, og det er en rigtig vigtig del af vores arbejde med at stoppe volden.

- Ole Henriksens gå-på-mod, viljestyrke og positive tilgang til livet er noget, som alle kan blive inspireret af. Også en organisation som Danner, siger Vibe Voetman.

Selv er Ole Henriksen nærmest lykkelig over prisen.

- Jeg er dybt beæret over, at Danner vil tildele mig deres ærespris og har med stor glæde takket ’ja’ til prisen, siger Ole Henriksen, der er kendt som succesfuld cremekonge for Hollywoods stjerner.

Henriksen optræder altid som energisk storsmilende superoptimist, men bag smilet gemmer sig en opvækst med fattigdom, en ensom barndom, samt et voldeligt forhold til en kæreste på stoffer, der var tæt på at koste Henriksen livet, da kæresten truede med at dræbe ham med en pistol. 

- Jeg beundrer, det store arbejde, som Danner gør for sagen og for de kvinder og børn, som har været udsat for vold. Jeg har personligt lært meget af det at være åben og sige tingene, som de er, og hvis jeg er med til at nedbryde tabuet omkring vold i parforhold, er jeg kun glad.

- Åbenhed er med til at udvikle os som mennesker, og det er vigtigt at tro på, at man kan nå sine mål ved at være åben og bruge kærligheden og ens hjerte. Man skal ikke være bange for at vise sine følelser og sårbarhed, siger Ole Henriksen.

- Han har kæmpet, for det han troede på - både i sit privatliv, men også gennem sin karriere, hvor han måtte slås med traditionelle forestillinger om kønsroller i skønhedsbranchen, siger Dannerhusets direktør Vibe Voetman, der overrækker prisen til Henriksen, som altså er den første mand til at modtage Danners Ærespris.

Dannerhuset på Nansensgade tæt ved Rådhuspladsen i København er landets største krise- og rådgivningscenter for voldsramte kvinder, og modtager hvert år mere end 1000 henvendelser fra kvinder i voldelige forhold.
120 kvinder og 100 børn bor i kortere eller længere perioder i huset på årsbasis.

Huset drives af 20 ansatte og cirka 200 frivillige.