En sang om påståede trusler imod Ivanka Trump gjorde, at den amerikanske rapper Eminem fik besøg af de amerikanske myndigheder sidste år.
Det er ikke noget nyt, at nogle af USA's helt store navne ikke bryder sig om den amerikanske præsident, Donald Trump.
Men det er til gengæld noget nyt, at de amerikanske myndigheder vælger at troppe op på kendte Trump-kritikeres private adresser.
Og det var netop, hvad der skete for Eminem, der går under det borgerlige navn Marshall Mathers, efter han udgav sangen 'Framed'.

Det skriver det engelske medie Mirror.
I sangen bruger den 47-årige rapper sætninger som 'dum lille blondine', 'hvordan fanden endte hun (Ivanka Trump, red.) i bagagerummet på min bil', og 'hun blev dumpet i dammen' om den 37-årige førstedatter.
Ifølge mediet var det en 'bekymret borger', der arbejder som reporter på det amerikanske medie TMZ, der henvendte sig til de amerikanske myndigheder efter at have kritiseret sangens tekst tidligere.
»Jeg kunne godt tænke mig at vide, om jeres agentur undersøger Eminem for hans truende tekster om førstedatter Ivanka Trump,« lød det fra reporteren i henvendelsen.

Ifølge mediet er det ikke første gang, at Eminem bruger sine sange til at udtrykke, hvad han mener om den amerikanske præsidentfamilie.
Rapperen skulle eftersigende have udtalt i et tidligere interview, at Donald Trump får hans 'blod til at koge'.
Myndighederne afhørte rapperen i hjemmet, men to dage senere droppede de sagen mod ham.
Eminem har omkring 250 sange på CV'et.