Danmarks nok største, internationale musikstjerne, Volbeat-forsangeren Michael Poulsen, har sat sit flotte hus i Næstved til salg.

Salget håndteres af den kendte ejendomsmægler Pernille Sams, som bekræfter, at der er tale om Michael Poulsens hus.

»Det er en rigtig dejlig opgave for mig, for jeg er stor fan af Volbeat. Det er et mega sejt band, som laver fantastisk musik,« siger Pernille Sams til B.T.

»Jeg elsker naturligvis at sælge huse, men det er ekstra fedt at sælge et hus med en speciel historie, og det har det her sted. Man kan mærke, at stemningen er mega god. Det er skønt at sælge, og skønt for den familie, der flytter ind, for det kan noget,« siger hun.

Michael Poulsen har tidligere boet i København, men savnede livet på landet. (Foto: Pernille Sams)
Michael Poulsen har tidligere boet i København, men savnede livet på landet. (Foto: Pernille Sams)
Vis mere

Volbeat har så trofaste fans i både Danmark og udlandet, at det er nærliggende at tro, at en superfan med penge på lommen kan fristes til at flytte ind i skyggen af sit store idol. Den tanke har ejendomsmægleren også tænkt.

»Mit gær er, at det er en vare, som ikke kommer til at ligge længe på min hylde,« siger Pernille Sams, som har sat huset til salg for ganske få dage siden.

»Man kan sagtens forestille sig, at en superfan vil bo der. Jeg smilede selv, da jeg opdagede, at det var Michael Poulsens hus, så det vil andre nok også gøre,« siger hun.

Hvem der end køber huset, så skal vedkommende være klar til at lægge 4.395.000 kroner for huset. Til gengæld får man en grund på over 3.000 m2 og et hus med et boligareal på 282 m2, står der i boligannoncen.

Michael Poulsen på scenen i Schweiz. (Foto: Scanpix)
Michael Poulsen på scenen i Schweiz. (Foto: Scanpix) Foto: ANTHONY ANEX
Vis mere

»Det er rigtig lækkert, og lige til at flytte ind i. Og så ligger det virkelig dejligt med åbne marker og skønne omgivelser, men samtidig lige ved Næstved, så man hurtigt kan komme i børnehave, skole, på arbejde og ind og handler,« siger Pernille Sams på bedste sælger-manér.

Hun kan ikke oplyse, hvorfor Michael Poulsen sælger sit hus, eller hvor han flytter hen, men han har tidligere udtalt til B.T., at han elsker livet på landet i Danmark.

'Det bedste, jeg har gjort i mange år, var at flytte til Næstved. Jeg er kommet meget i byen som ung, havde mine første musikoplevelser i byen. Jeg kommer fra landet, og jeg har det bedst med at bo på landet. Der er den ro, som jeg har brug for, når jeg er hjemme. Rob, der kommer fra New York, synes, at der stinker for meget af lort, hæ. Det er der ikke rigtig noget at gøre ved,« sagde Poulsen i 2017.

Volbeat-forsangeren er 44 år gammel og har en datter, som blev født i 2017. Han er lige nu på Europa-turné som bringer bandet til Herning 23. november og København 1. december.