Det var en sjælden hoftesygdom, der sendte Voice-deltager Janus Soliånd i kørestol og gjorde ham hamrende dygtig til at spille guitar. Lørdag aften stod han på scenen i TV2s talentprogrammet 'Voice - Danmarks største stemme' - og alle fire coaches faldt pladask for ham.

37-årige Janus Soliånd har villet musikken, siden han var knægt. Når han sad ved stortrommen var idoler som Bob Marley, Jimi Hendrix og Bob Dylan, han havde i tankerne. Men som 12-årig satte en sjælden hoftesygdom kaldet Calvé-Legg-Perthes en brat stopper for drømmene.

LÆS OGSÅ: 

Forstyrrelser i blodtilstrømningen gjorde benene svære at bevæge og sendte ham i kørestol i to år.

- Det har gjort, at jeg i dag klarer enhver udfordring. Jeg har lært at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre. Sådan var jeg også dengang. Min forældre siger, at de aldrig har hørt mig brokke mig over den kørestol. Selvom det var voldsomt at komme i kørestol og en stor begrænsning og også besværligt, så var mine venner gode til at tage mig med til Grøn Koncert og lignende på trods, fortæller Janus Soliånd til bt.dk.

Sygdommen blev for Janus det berømte 'held i uheld'.

- I julegave fik jeg en guitar og så lærte jeg at spille på den, nu hvor jeg ikke kunne sidde bag stortrommen, siger sangeren, der også imponerede Voice-dommerne med sit guitar-spil.

Efter to år kunne Janus træde ud af kørestolen, og i dag mærker han stort set intet til sygdommen med det mærkelige navn.

- Jeg kan godt mærke, at der er nogle småbegrænsninger, at smidigheden kun går én vej med det ene ben. Men jeg kan godt springe rundt på en scene uden problemer, lover sangeren.

LÆS OGSÅ: 

At det skulle komme så vidt - at han blev sanger, havde hans dansklærer egentlig kun øre for. Hun fik ham engageret i skolemusicals. Senere røg han på musikefterskole på Langeland. Og siden er cv'et plastret til mere og mere til med musik.

I 1994 scorede han med bandet 'Amazon Groove' en pladekontrakt. I 2001 blev han og bandet K-Jays 'Ugens uundgåelige' på P3 med nummeret 'Ain't No Lovin'. Her spåede den daværende musikredaktør dem internationalt potentiale, og pladeselskabet EMI stod hurtigt ved døren. Men under en fusion mellem EMI og et andet selskab, gik det galt.

- Der var ugler i mosen, og pludselig fra den ene dag til den anden stod vi uden kontrakt. Vi kunne købe masteren, men det havde vi jo slet ikke råd til, beretter Janus, der stadig venter på det store gennembrud.

- Det arbejder jeg altid på. Nu må vi se, om det bliver Voice, griner han.

Det sidste årti er gået med at producere musik under navnet Jason. Det har resulteret i en udgivelse i Australien, og også i Kenya har det været tæt på en udgivelse.

I programmet 'Voice - Danmarks største stemme' fik han alle fire coaches - L.O.C., Sharin Foo, Lene Nystrøm og Steen Jørgensen - til at trykke på knappen og vende sig om. Og så var det ellers op til Janus at vælge den rette coach. Det blev Aqua-sangerinden, der fik æren.

Til slut forærer Janus lidt bonusinfo om sit særprægede efternavn:

- Det var min far, der ikke syntes, at Jakobsen passede så godt til langt hår og demonstrationer, som han gik til dengang. Så han købte det, og i dag er vi kun syv i Danmark, der hedder det, fortæller Janus Soliånd.

Vi kan så til gengæld afsløre, at Janus Soliånd også har deltaget i X Factor, så nervøsiteten over at stå på Voice-scenen var af gode grunde til at overse.