Der er ikke nødvendigvis så langt fra Hellested til Hollywood. Filmfotograf Charlotte Bruus Christensen skifter i hvert fald dansk adresse og landliv ud med Hollywood-møder og topjob hos Steven Spielbergs DreamWorks.

Der var en anelse mere action end sædvanligt i Hellested på Stevns for et par uger siden. Efter et hurtigt Skype-interview med toppen af poppen, eller i hvert fald filmbranchen – folkene bag produktionsselskabet DreamWorks – blev hun inviteret til Hollywood til møde. Ikke i næste uge eller eller ved lejlighed. Nu.

Læs også:

Så op ad grusvejen til landstedet, hvor den succesfulde fotograf bor med sin mand, tre børn og seks heste, kørte limo’en, der skulle fragte hende til lufthavnens VIP-lounge, efterfølgende bobler i flyet og, vigtigst, til møde i Hollywood. Som tidligere skrevet i BT har Bruus Christensens samarbejde med Thomas Vinterberg ført til international interesse for hendes arbejde som filmfotograf.

»Det var fuldstændig vanvittigt, og jeg nåede ikke at forstå noget som helst, men sagde selvfølgelig bare ja tak med det samme og fik da nævnt, at jeg altså godt bare kunne tage en taxa til lufthavnen,« griner Charlotte Bruus Christensen i telefonen fra hjemmet, hvor alt lige nu er rimelig kaotisk.

Tvillingepigerne skulle ammes

For det høje tempo ser ikke ud til at stoppe foreløbig. Kort efter hjemkomst til Danmark, små tvillingepiger, der skulle ammes og heste, der skulle fodres, ringede filmfotografens agenter fra London: Samtalen overthere var gået godt, og hun skulle nok regne med at pakke sydfrugterne sammen i en fart og indstille sig på en flytning til New York, hvor filmen ’Girl on the Train’ skal filmes.

Læs også:

Læs også:

Jobbet blev hendes, mens branchens tunge drenge måtte se sig slået af den danske pige fra landet, der lige nu sidder i et fly på vej til Mississippi for ’lige at hænge ud med holdet’, inden de trækker i arbejdstøjet om nogle uger.

»Det siger man jo heller ikke nej til, men det er jo ikke, fordi jeg ikke har nok, der lige skal ordnes, inden hele familien flytter sidst i august. Men man har jo et billede at toppen af den branche, man er i, og jeg må indrømme, at jeg har det lidt som at vade direkte ind på Orange Scene på Roskilde Festival. Jeg føler mig i hvert fald usandsynlig heldig.«

Det er nu nok mere end held, der afgør sagen. Den 38-årige filmfotograf er på ingen måde novice i filmbranchen. Vi kender blandt andet hende, eller hendes billeder, fra Vinterbergs ’Submarino’, ’Jagten’ og senest ’Far from the Madding Crowd’. Og det næste bliver altså ’The Girl on the Train’ eller ’Kvinden på toget’, som filmatiseringen af Paula Hawkins bestsellerbog kommer til at hedde, når den rammer de danske biografer.

Ingen plads til ups’er

Og selv om overraskelsen over at have fået jobbet efterhånden har bundfældet sig, løber hun ikke rundt med armene over hovedet. Endnu.

»Nu skal vi jo snart i gang med det, der virkelig betyder noget. Arbejdet. Og det er hårdt arbejde seksten timer om dagen. Der er ikke plads til en ups’er. Tingene skal bare være i orden, og jeg er glad, men jeg jubler ikke, før jeg er i mål, og filmen er færdig – og en succes. Jeg har intet vundet endnu, for vi har ikke været ’på scenen’ endnu. Der følger et kæmpe ansvar med, og der er rigeligt at leve op til for mig.«

Steven Spielberg, f.eks. Som godt nok ikke instruerer filmen, men er executive producer og selveste Mr. Dreamworks.

Godkendt af Spielberg

»At det lige er DreamWorks, er fantastisk, men det primære mål for mig er altså de gode historier. Her får jeg bare hele pakken. Spielberg har godkendt mig, og han vil jo også komme med kommentarer til instruktøren Tate Taylor, som er ham, jeg skal arbejde sammen med. Og så skal jeg jo lede fotografholdet, instruere billedsiden, og det forpligter da, at lille mig skal lede halvgamle drenge fra branchen med årtiers erfaring. Men det skal jeg altså. Og hvis jeg ikke performer, bliver jeg bare sat af holdet. Sådan er reglerne. Jeg skal levere varen.«

Og så skal hun lige ha’ kufferten og familien pakket, sagt farvel til heste, familie og venner og være rejseklar. Mentalt er hun helt klar.

»Det har altid været meningen, at vi skulle rejse sammen som familie. Sidst var det Toronto, nu bliver det altså New York. Det er vildt fedt. og det er vores eventyr, som netop kan lade sig gøre, fordi børnene er så små, og min mand (Stefan Mørk, filmklipper og musiker, red.) er så fleksibel, som han er. Vi lever i epoker og lader os flyde med, når mulighederne er der. Og vi glæder os helt vildt.«