Hollywoodstjernen Vin Diesel er i chok.

For under indspilningen af filmen 'Fast & Furious 9' skete der det, der bare ikke må ske.

Den stuntmand, der er stand-in for netop Vin Diesel, faldt mandag over ni meter ned under indspilningen af en scene, angiveligt fordi sikkerkablet knækkede, idet han sprang ud fra en balkon.

Stuntmanden styrtede mod jorden og landede på hovedet for øjnene af Vin Diesel, skriver The Sun.

»En af vores stuntmænd kom ud for en ulykke under indspilningen af 'Fast 9' (Fast & Furious 9, red.) i dag. Vi har stoppet indspilningerne resten af dagen for at fokusere på situationen,« siger en talsmand fra Universal til Variety.

Ulykken skete i Warner Bros filmstudie i Leavesden tæt på London og efterlod ifølge The Sun Vin Diesel i 'total chok'.

Den 52-årige Hollywoodstjerne og resten af filmholdet frygtede det værste efter ulykken, og politiet bekræfter, at stuntmanden kom alvorligt til skade.

»En patient med alvorlige hovedskader blev transporteret til Royal London Hospital med lægehelikopter,« oplyser det lokale politi i en meddelelse.

Ifølge en kilde, The Sun har talt med, knækkede sikkerhedskablet, da stuntmanden hang under balkonen.

Det blev optaget på kamera, da han styrtede mod jorden - med skrigende og chokerede ansatte på filmsettet i baggrunden. Optagelserne er blevet overdraget til politiet som bevismateriale.

Det er endnu uvist, hvor alvorligt stuntmanden kom til skade.

'Fast & Furious 9' får efter planen premiere i foråret 2020. Vin Diesel spiller vanen tro hovedrollen. Også Michelle Rodriguez, Helen Mirren, Charlize Theron og John Cena er på rollelisten.