Superstjernen Janet Jackson har smidt adskillige kilo og har fået sit gamle look tilbage.

Så kan I godt tabe kæberne, drenge. 

Popdivaen Janet Jackson er nemlig tilbage - i bogstavlig forstand. Michael Jacksons smukke lillesøster, der de seneste år har kæmpet med en overvægt og store vægtsvingninger, har nu fået sin gamle krop tilbage.

Den 45-årige sangerinde har tabt sig så meget, at hun stort set ser ud, som da hun toppede hitlisterne tilbage i 1990'erne.

Og til de, der ikke kan huske Janet Jackson fra dengang, så kan det tilføjes, at hun absolut havde en stor fanskare hos især det mandlige publikum.

Efter hun indstillede sangkarrieren fik hun problemer med vægten, og allerværst stod det til i 2006, hvor den smukke sangerinde tog over 20 kilo på og ramte en vægt på 81 kg. Fans blev chokerede, da billeder af den tydeligt overvægtige sangerinde i joggingtøj blev offentliggjort i alverdens medier.

Senere samme år lykkedes det dog for Janet Jackson at smide kiloene igen. På fire måneder smed hun 27 kilo og nåede igen ned på en vægt på 54 kg.

På forsiden af US Weekly viste hun dengang sin 'nye' krop frem, og i bladet fortalte hun om sin slankekur, der bestod af en personlig træner samt masser af sund mad. 


Det lykkedes dog ikke for Janet Jackson at holde vægten, og ved Michael Jacksons begravelse i 2009 var hun atter blevet noget mere rund.

Men nu - kort før hendes 46-årige fødselsdag - lykkedes det atter sangerinden at smide de ekstra kilo på sidebenene. Og med sit velkendte smil poserede hun glad for pressen ved en Marcho Glaviano-udstilling i New York, skriver Daily Mail.

Jacksons dramatiske vægttab kommer samtidig med, at hun er blevet frontfigur for slankekonceptet Nutrisystem.

- Det er sådan succes ser ud, siger den snart midaldrende popdiva i reklamen,

Janet Jackson har tidligere udtalt, at hun har for vane at trøstespise, og at det er årsagen til hendes  - til tider - store overvægt.

- Når jeg er nede eller virkelig stresset, så spiser jeg, fordi det giver mig trøst, har hun udtalt til magasinet US Weekly.