Elgaard bliver i huset - Lise Marie tager hundene

Racerkøreren Casper Elgaard, som i 2009 vandt "Vild med dans" sammen med Vickie Jo Ringgaard, skal skilles fra sin hustru, Lise Marie.

Det fortæller Lise Marie Elgaard i denne uges udgave af BilledBladet, der kommer på gaden torsdag.

- Vi er gået fra hinanden for to måneder siden efter at have været sammen i fem et halvt år. Vi havde forskellige ønsker for fremtiden, og forskellighederne rykkede os mere og mere fra hinanden, fortæller Lise Marie Elgaard til BilledBladet.

Parret blev gift ved et romantisk bryllup i juli 2009, kort tid før Casper Elgaard begyndte at træne sammen med Vickie Jo Ringgaard til Vild med dans.

Samme år flyttede parret fra Himmerland, ind i et helt nyt hus i Skæring, der ligger nordøst for Aarhus. Her etablerede parret sig med deres to hunde, Cali, som er af racen Bullmastiff og Maximus, der er en Engelsk Mastiff.

De to hunde har Lise Marie taget med sig til sit nye hjem syd for Århus, der ligger tæt på hendes familie og ikke mindst jobbet som office manager på et reklamebureau i "Smilets by".

Men parrets fælles hjem skal ikke sælges.

- Jeg bliver i huset, bekræfter Casper Elgaard over bt.dk.

Ellers har han ikke lyst til at fortælle mere om bruddet.

- Men jeg vil gerne bekræfte det, Lise Marie har fortalt til BilledBladet, siger han.

Her fortæller Lise Marie også, at parret stadig har formået at bevare deres venskab, at de stadig har respekt for hinanden og at de stadig ses.

Selv om det er en svær tid for Casper Elgaard, har han nok at se til, efter han har startet sit eget racerteam, Elgaard Motorsport Stark Racing, tidligere i år.

Her kører han i den danske superliga serie, serien DTC, der står for Danish Thundersport Championship, som han har vundet fire gange tidligere.

- Vi har lige sluttet første sæson af, og nu handler det om planlægningen af 2013 og få aftaler i stand med sponsorer, fortæller Casper Elgaard.