Vi er vant til at se ham med et stort smil på læben, når han danser rundt i TV 2s 'Vild med dans'.

Men de seneste uger har der ikke været meget at smile af for Michael Olesen.

Det fortæller han i et opslag på Instagram.

Han har nemlig været ramt af sygdom ad flere omgange, og i det ene tilfælde var det så slemt, at han måtte lade sig indlægge.

»De sidste 3 uger har ikke været så sjove. Først stod den på en voldsom omgang influenza, som også satte sig på lungerne, og i lørdags måtte jeg så indlægges på Hillerød Sygehus, da mine tarme igen besluttede sig for at lave et knæk,« skriver han.

Det er bestemt ikke første gang, at Michael Olesen stifter bekendtskab med hospitalsvæsenet.

I 2019 måtte han hasteopereres for en byld på øret, ligesom han også tidligere har haft problemer med tarmene.

I 2015 kunne Ekstra Bladet skrive, at han måtte hasteindlægges med tarmslyng.

Denne gang var det dog knap så dramatisk, og han er hjemme igen.

»Jeg er nu endelig kommet hjem igen og har det godt. Nu skal jeg bare have fyldt batterierne godt op,« lød det beroligende i opslaget.

Michael Olesen dansede i den seneste sæson af 'Vild med dans' med tv-værten Heidi Frederikke Sigdal, hvor de opnåede en 7.-plads.