Der er mere mellem himmel og jord, end vi kan forklare.

Det mener 'Vild med dans'-stjernen Frederik Nonnemann, som selv er overbevist om, at han engang har mødt et spøgelse.

Det fortalte han på den røde løber inden TV 2s årskavalkade 'De største øjeblikke', hvor han samtidig afslørede, at han og dansepartneren Birgit Aaby havde brugt den åndelige verden under deres deltagelse i 'Vild med dans'.

»Vi lagde tarotkort på alle vores 'Vild med dans'-danse, og der har de altså snakket meget rent,« siger den 29-årige danser.

Siden TV 2-programmet har Frederik Nonnemann derfor kastet sig ud i et podcast-projekt sammen med sin ven, radiovært Kasper Kirkegaard – der ikke tror på den slags.

Her taler de med forskellige kendte mennesker om deres oplevelser med det overnaturlige.

I podcasten, der har fået navnet 'Okkulumbus', kan man blandt andet høre om den skelsættende oplevelse, der for alvor fik Frederik Nonnemann til at tro på liv i det hinsides.

»På et tidspunkt holdt jeg et pendul, og det begyndte at svinge helt vildt,« siger han.

»Så blev jeg selvfølgelig helt vildt bange, og så har jeg aldrig rørt det siden – før nu, hvor jeg tager det op igen og hører alle mulige menneskers historier.«

I et kommende afsnit får podcast-værterne besøg af Frederik Nonnemanns partner i 'Vild med dans', rengøringsdronningen Birgit Aaby, som til B.T. fortæller:

»Jeg har også haft oplevelser (med det overnaturlige, red.), men jeg har ikke snakket om det.«

Hun gemmer dog sin historie til podcasten, fortæller hun B.T.s udsendte, som må gå skuffet hjem.