Efter ti års parløb og syv års ægteskab er forholdet mellem danser Vickie Jo Ringgaard og tidligere golfspiller Jesper Ringgaard Diget slut. Det skriver Se & Hør.

'Vild med dans'-stjernen bekræfter skilsmissen over for BT, men ønsker ikke at fortælle om årsagen til bruddet.

Hun oplyser dog, at hun er flyttet til Aarhus i forbindelse med skilsmissen, mens eksmanden bliver boende i København, hvor han arbejder i Vestas. Sammen har de datteren Malou på fire år, som flytter med sin mor til Jylland. Og det giver selvsagt nogle udfordringer, fortæller 36-årige Vickie Jo Ringgaard.

»Vi har lavet en løsning sammen, som vi håber, kan lade sig gøre, hvor det også er godt for Malou. Man er jo forældre på prøve, og vi vil selvfølgelig det bedste for vores datter,« siger hun.

Vickie Jo Ringgaard og datteren flyttede til Jylland så sent som i sidste måned. Om forholdet til eksmanden i København fortæller hun:

»Det er klart, at når du har et barn, så skal du have det til at fungere. Vi vil begge to gerne have, at Malou hun kommer ud af det her på bedste vis. Så det forsøger vi.«

Vickie Jo Ringgard og Jesper Ringgaard Diget - dengang Fuglsang - mødte hinanden i 2008 til en privatfest, og blev gift tre år senere. I december 2012 blev de forældre til Malou.

Den århusianske dansemus Vickie Jo blev gift med Jesper Fuglsang i august 2010. Nu er forholdet slut.
Den århusianske dansemus Vickie Jo blev gift med Jesper Fuglsang i august 2010. Nu er forholdet slut. Foto: Axel Schütt
Vis mere

​Sidste år flyttede parret til København, hvor Vickie Jo Ringgard fik job som Key Account Manager i Brøndby IF, men i Aarhus er hun allerede blevet tilbudt et job i en lokal virksomhed, fortæller hun. Virksomhedens navn ønsker hun dog ikke at løfte sløret for, da de endnu sidder og får de sidste aftaler på plads. Men det er 'stadig inde for noget salg,' afslører den tidligere dansestjerne.

Der er ikke kommet en ny mand i hendes liv efter skilsmissen, fortæller hun.

Vickie Jo Ringgard har deltaget i TV 2-programmet 'Vild med dans' fem gange. Hun havde sin debut i 2005, hvor hun vandt konkurrencen med skuespiller David Owe. Siden medvirkede hun i 2006 med bokser Gert Bo Jacobsen, i ​2007 med tidligere håndboldspiller Joachim Boldsen, i 2009, hvor hun vandt sammen med racerkører Casper Elgaard og i 2010, hvor hun dansede med fodboldspiller Allan Nielsen.

Vickie Jo Ringgaard og dansepartner, tidligere fodboldspiller Allan Nielsen, i Vild med Dans, 2010.
Vickie Jo Ringgaard og dansepartner, tidligere fodboldspiller Allan Nielsen, i Vild med Dans, 2010. Foto: Jeppe Michael Jensen
Vis mere