Skuespiller Albert Rosin og hans dansepartner Jenna Bagge blev nummer to i årets udgave af 'Vild med dans'. Nu satser de på en negativ corona-test, så de kan komme hjem og holde jul med familien.

Normalt plejer pressen at tale med danserne inde på dansegulvet lige efter showet, men på grund af de nye corona-restriktioner blev det efter finalen i stedet til fem minutter over telefonen.

Hej Albert og Jenna, tillykke med andenpladsen. I fik jo topkarakter for jeres freestyle. Tænkte I, at sejren var indenfor rækkevidde?

A: »Intet er sikkert i det her program, og vi har næsten ikke turde håbe på noget som helst..«

J: »Sejren var at få lov at danse freestyle, og det at vi fik fuld point gjorde, at vi på en måde vandt lidt. Og vi er glade for andenpladsen.«

Albert Rosin Harson og Jenna Bagge endte på en andenplads. Finalen i Vild Med Dans i København lørdag den 19. december 2020.
Albert Rosin Harson og Jenna Bagge endte på en andenplads. Finalen i Vild Med Dans i København lørdag den 19. december 2020. Martin Sylvest

Albert du startede jeres fresstyle med at spille klaver. Var det nervepirrende? Det skulle jo sidde lige i skabet...

A: »Ja lidt. Det var da nervepirrende, når man nu overvejede, at det var live, og der var en million seere, der så med. Men jeg vil dog sige, at jeg har spillet klaver, siden jeg var ti, så jeg føler mig ret sikker i det. Så nervøs var jeg ikke.«

Hvad har I lavet, siden kameraet slukkede for cirka en halv time siden?

A: »Vi har stået og fejret, at det har været en god sæson, sammen med hele holdet - både folk foran og bagved kameraet. Lige nu står vi og spiser en cheeseburger..«

Hvad har det betydet for dig at være med i 'Vild med dans'?

A: »Det har været en endnu større oplevelse, end jeg havde troet, det ville blive. Jeg kan tage så mange ting med mig videre fra den her oplevelse. Det har været så vildt at lære Jenna så godt at kende. Det har været en kæmpestor fantastisk rejse, som jeg på ingen måde fortryder at have sagt ja til.«

Hvordan bliver det ikke en gang om ugen at skulle svare på, om I er blevet kærester?

A: »Haha, så slemt har det ikke været. Man kommer nok til at savne, at man ikke bliver spurgt.«

J: »Vi kommer til at ringe - kom nu spørg igen! Nej, jeg kommer virkelig til at savne at danse med Albert.«

Hvad skal I lave nu?

A: »Jeg har en masse forskellige filmprojekter, som jeg ikke må sige noget om. Jeg glæder mig til at komme i gang med nogle lidt anderledes ting.«

J : »Jeg vender tilbage til mit arbejde på efterskolen. Det har jeg jo også passet, mens jeg har danset, men det har jeg måske lidt mere tid til nu. Det bliver også dejligt.«

Hvordan skal I holde jul?

A: »Jeg skal først testes, før vi mødes hele familien. Så skal jeg fejre det, som jeg plejer derhjemme, helt traditionelt rundt om juletræet og spise god mad. Maden glæder jeg mig helt vildt til.«

Hvad gør du, hvis du bliver testet positiv?

J: »Så må vi holde jul sammen, for så tænker jeg, at vi begge to har det, når vi har trænet så meget. Jeg skal også testes og så hjem til Jylland og holde jul.«