Vi er nu halvvejs i efterårets udgave af 'Vild med dans', hvilket begynder at kunne mærkes fysisk på de resterende deltagere. Her giver de en status på antal skader, og hvor meget de har tabt sig indtil videre.
Hilda Heick, musiker
Bedst bedømte dans indtil videre: Tango, program 6 – 29 point
Danser med: Michael Olesen
Kan du mærke, at du er ved at have trænet i mange uger?
»Ja, det kan jeg. Jeg har jo fået en hel anden krop. For det første har jeg tabt mig fem kilo. Det havde jeg rigtig godt af. Mine ben er helt anderledes stærke, og jeg har fået en anden holdning. Jeg bevæger mig meget lettere, end da jeg startede, hvor jeg var lidt gumpetung. Det er dejligt, at der ikke længere er en strutmave.«

Emili Sindlev, stylist og influencer
Bedst bedømte dans indtil videre: Quickstep, program 6 – 44 point
Danser med: Mads Vad
Kan du mærke, at du er ved at have trænet i mange uger?
»Det er først i denne uge, at jeg har sagt noget til Mads. Jeg havde noget hold i nakken i starten af ugen, og så har jeg fået nogle vildt hårde lægge. Normalt har man lægge, der kan bevæge sig lidt, men det kunne mine bestemt ikke i den her uge, hvor jeg har skullet være meget op på tå. Jeg har fået massage, og det hjælper lidt.«
Er du kommet i bedre form?
»Ja, helt sikkert. Men det er også, som om, der er en ny muskel, der gør ondt, hver gang vi starter på en ny dans.
Mads Vad, der sidste år blev far for første gang, tilføjer:
»Jeg tror også, jeg har tabt mig 8-10 kilo. Far-maven er helt væk.«

Faustix, musiker
Bedst bedømte dans indtil videre: Pasodoble, program 6 – 31 point
Danser med: Asta Björk Ivarsdottir
Kan du mærke, at du er ved at have trænet i mange uger?
»Egentlig ikke. Det er faktisk kun blevet bedre i ugernes løb. Jeg har lidt ømme fusser over at have latinsko på. Der er så meget hæl på, at jeg lægger al presset på min storetå.«
Har du nogen skader?
»Nej, jeg var så heldig at overstå min skade efter første uge. Der havde jeg både en hævet ankel og en ryg, der var ude af led.«
Kan du se på badevægten, at du er kommet i form?
»Jeg har fået at vide, at jeg har tabt mig to centimeter om livet. Jeg kan også godt se, at jeg har tabt mig.«
Hvor mange gange i forløbet har du fortrudt, at du sagde ja til at være med?
»På intet tidspunkt. Der er mange gange, hvor jeg har tænkt, at det er sværere, end jeg regnede med. Ikke at jeg troede, at det ville blive en dans på roser, men jeg troede ikke, at jeg ville blive så udfordret – især på min tålmodighed. Jeg elsker ting, jeg kan finde ud af, og lad os indse det: Vi skal i gang med en slowfox i overmorgen, og den kan jeg ikke.«

Wafande, musiker
Bedst bedømte dans indtil videre: Street, program 5 – 31 point
Danser med: Mie Moltke
Kan du mærke, at du er ved at have trænet i mange uger?
»Jeg kan mærke, at alle mine gamle basketskader langsomt kommer tilbage. Man er godt øm og slidt, men heldigvis er glæden ved dansen ikke blevet mindre, siden vi startede.«
Har du nogen skader?
»Jeg vil ikke sige skader, men mine knæ og ryg er trætte, men det er ikke noget, der ikke bare kan varmes op.«
Har du tabt dig?
»Jeg har tabt mig lidt. tror jeg, men jeg har ikke nogen vægt derhjemme. Jeg spiser det, jeg har lyst til, og danser det, jeg har lyst til. Så alt er godt.«
Hvor mange gange i forløbet har du fortrudt, at du sagde ja til at være med?
»Ikke en eneste gang. Jeg har nydt både Mie, men også de andres selskab. Det er fedt at være med og at kunne holde sig aktiv og gøre noget i den her tid. Der er mange af mine kollegaer, som sidder derhjemme på sofaen. Jeg får lov til at komme ud og bevæge mig og føle mig som en del af noget større end en selv.«

Merete Mærkedahl, skuespiller
Bedst bedømte dans indtil videre: Slowfox, program 5 – 37 point
Danser med: Thomas Evers Poulsen
Hvad har været hårdest: At lave en sæson af 'Badehotellet' eller være med i 'Vild med dans'?
»Det er svært at svare på...«
Thomas Evers Poulsen:
»'I Badehotellet' er du meget oppe i hovedet, her er du både i hoved og krop. Og det her er du ikke vant til.«
Merete Mærkedahl:
»Ja, det er nok 'Vild med dans', der vinder prisen. Jeg har aldrig prøvet noget så vanvittigt. Fysisk er det også klart 'Vild med dans'. Det er den hårdeste udfordring i mit liv nogensinde.«
Har du nogen skader?
»Vi kom til at gokke ind i hinanden her den anden dag, hvor der var en af mine tæer, der skar sig ind i den anden. Det var ikke så rart og gjorde lidt ondt, men det vænner man sig til.«
Hvor mange gange har du fortrudt, at du sagde ja til at være med?
»Jeg har ikke fortrudt, men jeg har aldrig været så nervøs, som da vi sidste fredag skulle danse slowfox. Der psykede jeg mig selv helt ud, lige inden vi skulle på.«
