Det var ikke ligefrem en nem periode, 'Vild med dans'-sangerinden Nellie Ettison skulle igennem for fem år siden.

Ud over at forlade sit band, The Antonelli Orchestra, efter 18 år valgte hun at forlade sin ægtemand gennem lige så mange år til fordel for en anden.

Og ikke bare for hvem som helst, men for en mand, der var hele 28 år ældre end hende selv, nemlig erhvervsmanden Ole Damm.

Og det skabte stor opmærksomhed fra omverdenen. Det fortæller den 40-årige sangerinde i et stort interview i Alt for damerne.

Her fortæller hun, at både aldersforskellen samt det faktum, at hun var en gift kvinde, da hun mødte Ole Damm, medførte kritiske kommentarer.

Også selvom hun havde været ulykkelig i sit ægteskab i to år op til bruddet.

»Så startede helvede, og sådan er det, for ethvert valg er et fravalg. Folk omkring mig blev påvirket og provokeret af mit valg. Derfor er det noget af det hårdeste, jeg har gjort i mit liv,« siger hun til magasinet og fortsætter:

»Både over for mine nære og kære, men også fordi karrieremæssige døre omkring mig stille og roligt begyndte at lukke. En efter en. Og så stod jeg der – uden noget.«

Nellie Ettison var med til at starte The Antonelli Orchestra, som står for musikken til 'Vild med dans'.

Hendes kæreste, Ole Damm, er 68 år. Parret har en datter sammen ved navn Vera, som er halvandet år.

Nellie Ettison siger til Alt for damerne, at hun godt kan forstå, hvis folk studser over den 28 år store aldersforskel mellem de to, når de bevæger sig ud i offentligheden, men at det kun er, fordi nogle folk ikke kan sætte sig ind i, at det er 'sjælen, man bliver forelsket i'.

Hun påpeger, at hun er glad for, at hun turde tage springet og blive skilt til fordel for en anden mand, da det gav hende mulighed for at 'mærke kærligheden i en voksen alder'.