Vild med Dans-parret Katrine Bonde og Noam Halby, der mødte hinanden i sjette sæson af TV 2-programmet, er blevet gift.

Det skriver TV 2.

Brylluppet fandt sted lørdag på Lungholm Gods i Rødby, hvor det nygifte par boede i ugen op til lørdag, hvor det så endelig blev tid til at gå turen op ad kirkegulvet.

Siden fulgte en fantastisk fest, der ifølge Noam Halby var fyldt med sjove indslag, gode taler og endda flere sange fra de fremmødte gæster - deriblandt Emmelie de Forest, Kirsten Siggaard - ja, og endda gommen selv, da han gik på scenen for at fremføre et af sine numre fra Johnny Deluxe.

Blandt de sjove klip, der blev vist til festen, var også selve frieriet. Det foregik nemlig foran flere tusinde mennesker, der så med på tv’et, da Noam Halby tog en impuslvi beslutning og friede i TV 2-programmet Go’ Morgen Danmark.

»Hun var færdig af grin over det. Det var alle, for det er jo ret sjovt. En ting er. at vi har det på video, første gang vi så hinanden. Noget andet er, at jeg var så kikset at fri på fjernsynet. Det var lidt pinligt, så jeg stod og krummede tæer.«

»Jeg har fortrudt mange gange, men nu er vi gift og alt er godt,« siger Noam Halby til TV 2.

Parret blev forældre til sønnen Milas for fire år siden. Fra et tidligere forhold har Noam Halby i forvejen en søn ved navn Rasmus, der i dag er 23 år gammel.