»Jeg kan huske, da politiet fandt os bag i lastbilen ved grænsen mellem Danmark og Tyskland. Jeg var kun fem år, så jeg vidste ikke rigtig, hvad der foregik,« fortæller Jimilian.

Den 27-årige sanger, som de fleste danskere nu også vil kende fra ‘Vild med dans’ på TV 2, har en forhistorie, der er vildere end gennemsnittets.

Som barn måtte han flygte med sin familie fra borgerkrig i hjemlandet Albanien og i en årrække konstant skifte adresse, før en deltagelse i børnenes Melodi Grand Prix skabte fundamentet for, at de kunne starte et nyt godt liv i Danmark.

»Jeg føler jo selv, at jeg har haft den bedste barndom,« fortæller Jimilian med et smil.

»Mine forældre var gode til at bevare optimismen. Det er først med tiden, at jeg har forstået, hvor hårdt de har haft det.«

Jimilian er født den 22. august 1994 i byen Krujë i det vest-centrale Albanien.

»Jeg har fået at vide, at vores hjem var ret stilet,« fortæller Jimilian og tilføjer, at hans far var en så succesfuld folkemusiker, at der blandt andet var råd til flere sommerhuse langs den albanske vestkyst.

I midten af 1990erne blev det imidlertid farligt at opholde sig i Albanien.

Jimilian og hans familie, da de bor i Belgien. Det er Jimilian på skødet af sin far i midten.
Jimilian og hans familie, da de bor i Belgien. Det er Jimilian på skødet af sin far i midten. Foto: Privatfoto
Vis mere

Stærke politiske spændinger havde ført til borgerkrig. Landets våbenlagre blev plyndret af civile, og unge kvinder på alder med Jimilians storesøster kunne risikere at blive kidnappet og solgt videre til prostitution.

De blev nødt til at flygte, og Jimilians far, der som musiker havde mulighed for at rejse ud af landet, tog først alene til Tyskland for at skaffe visum.

Det lykkedes ikke, og hele familien endte derfor i første omgang i Belgien, hvor de fik midlertidig asyl.

»Far droppede sin karriere, for at vores familie kunne få en bedre fremtid. Det er dyrt at flygte, så han solgte alt, og pludselig var vi bare i nul,« fortæller Jimilian, der i Belgien kom i børnehave og som nævnt ikke opdagede sine forældres kamp.

En tre-årig Jimilian med sin far, da familien bor i Belgien.
En tre-årig Jimilian med sin far, da familien bor i Belgien. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Jeg lærte at tale flydende fransk og havde det egentlig bare fedt i børnehaven. Jeg kan huske, at jeg altid fik en is, når jeg skulle hjem,« fortæller han.

Det lykkedes dog heller ikke at få permanent opholdstilladelse i Belgien.

Derfor endte Jimilians familie kort tilbage i Albanien, før de skjult på bagsædet af en lastbil blev kørt til den dansk-tyske grænse ved Tønder, hvor de bliver fundet af en dansk grænsebetjent.

På det tidspunkt er Jimilian blot fem år.

5-årige Jimilian i Legoland, da familien er kommet til Danmark.
5-årige Jimilian i Legoland, da familien er kommet til Danmark. Foto: Privatfoto
Vis mere

Først anbringes familien på få kvadratmeter i asylcentret Sandholmlejren, hvorefter de i perioden 2000-2004 flyttes rundt i landet, mens de venter på at få lov til at blive permanent i Danmark.

Da 10-årige Jimilian en dag tager telefonen, er hans forældre ved at have mistet håbet.

»Jeg var endnu ikke så god til dansk, så jeg kunne ikke helt forstå, hvad der blev sagt, men det lød positivt. Da jeg gav min mor telefonen, begyndte hun at græde. Vi havde fået opholdstilladelse,« fortæller Jimilian.

Familien tilbydes at bosætte sig i tre kommuner på Lolland, og de vælger at slå sig ned i Maribo.

»Skøn by,« siger Jimilian om sin første faste base i Danmark.

Hans storebror Besmir er ni år ældre og er i samme periode begyndt at lave musik på sit værelse.

Deres far havde opdaget, at hans børn har arvet hans kærlighed til musik og købte derfor en computer til Jimilians storebror for de penge, han og deres mor har sparet sammen.

»En dag i 2006 ser vi en reklame for MGP. Min storebror spørger, om jeg vil være med, og selvfølgelig ville jeg det. MGP var jo the shit dengang,« fortæller Jimilian begejstret.

Jimilian på ti år (i midten) med sin mor og to yngre søskende.
Jimilian på ti år (i midten) med sin mor og to yngre søskende. Foto: Privatfoto
Vis mere

Det tænder en ild i ham.

Han havde aldrig prøvet at optræde før, men bliver udvalgt af DRs dommerpanel til at være med i tv-showet, og selvom han ikke vinder, giver det ham en tro på, at musikken skal være hans levevej.

»Da jeg står på scenen og mærker adrenalinen og den gode stemning fra publikum, finder jeg ud af, at det er det her, jeg brænder for,« fortæller Jimilian.

Og så går det ellers stille og roligt fremad.

Jimilian har 50.000 følgere på Instagram. Her står han foran en del af dem under en koncert i Tivoli.
Jimilian har 50.000 følgere på Instagram. Her står han foran en del af dem under en koncert i Tivoli.
Vis mere

Jimilian og hans storebror opbygger på Lolland et mindre musikalsk imperium. De starter et pladeselskab, får kontrakt med Sony Music, laver hits og får råd til gøre livet nemmere for deres forældre.

»Vores forældre fik os til dette skønne land, nu er det vigtigt for os at give tilbage,« forklarer Jimilian, der sammen med sin bror for fire år siden rykkede ind i et nyt musikstudie i København og samtidig køber et hus til hele familien i Hørsholm i Nordsjælland.

For tiden nyder Jimilian ekstra meget at kunne glæde sine forældre over at være med i ‘Vild med dans’.

»Når min mor er på arbejde, får hun at vide, at hendes søn gør det mega godt i ‘Vild med dans’. Det betyder så meget. Det er den største glæde at se dem være glade.«

Hans storebror bor med sin kæreste, mens Jimilian, der selv har haft en kæreste i mange år, stadig bor hjemme.

»Haha, ja, jeg hører nogle gange for det, men sådan er det. Jeg kan ikke få mig selv til at flytte langt væk. Selvfølgelig vil jeg flytte sammen med min kæreste på et tidspunkt, men jeg venter lige, til der er råd til det rigtige sted – jeg vil nemlig gerne bo tæt på familien.«

Jimilians familie til 'Vild med dans. Fra venste mod højre: Jimilians kæreste Helene, Jimilians mor og far og hans to yngre søskende.
Jimilians familie til 'Vild med dans. Fra venste mod højre: Jimilians kæreste Helene, Jimilians mor og far og hans to yngre søskende. Foto: Martin Sylvest
Vis mere