Skuespilleren Anne Heche var lørdag involveret i et alvorligt trafikuheld i Los Angeles.
Bilen, som hun kørte ind i en bygning, brød i brand, og et øjenvidne, der forsøgte at hjælpe hende ud, måtte trække sig på grund af flammerne.
»Jeg prøvede at tale med hende og spurgte, om hun var okay, men hun svarede ikke, så jeg var nødt til at komme tættere på,« forklarer David Manpearl til Daily Mail.
»Jeg var i stand til at åbne bagdøren på bilen og kravle halvvejs ind. Jeg spurgte hende igen, om hun var okay, og hun sagde nej.«
David Manpearl blev nødt til at trække sig fra bilen uden Anne Heche, da flammerne blev for voldsomme, og han var da også sikker på, at der kun ville være ét udfald for den 53-årige skuespiller.
»Jeg var sikker på, at føreren var død - at hun var brændt op. Det tog brandfolkene mindst 30 minutter at slukke flammerne og få hende ud af bilen.«
De første meldingerne lød også på, at Anne Heche var i kritisk tilstand, men hun forventes dog at klare den.
Sådan lyder det også fra hendes ekskæreste Thomas Jane.
»Mine tanker og bønner går til Anne, et af de sande talenter fra sin generation. Jeg takker Gud for, at der ikke var andre, som kom til skade,« udtaler han i en erklæring.
Den bolig, som Anne Heche kørte ind i, blev ødelagt.
Det skulle have været skuespillerens andet sammenstød ifølge TMZ, efter hun kort forinden var kørt ind i en garage. Et ulykkested, som hun stak af fra, efter flere forsøgte at stoppe hende.
Los Angeles Brandvæsen har også omtalt situation, som satte 60 brandfolk på arbejde.
»Vi havde en hændelse med mange facetter her,« fortæller kaptajn i Los Angeles Brandvæsen, Erik Scott, til KTLA.
»Vi havde et stort sammenstød, vi havde en kvinde, som var fanget, vi havde en bil, der brød i brand, og så havde vi et hjem, hvor der også var en betydelig brand. Det (hjemmet, red.) er nu ødelagt.«