Victoria Beckham jubler: Nu følger sønnen i hendes fodspor
Romeo Beckham springer ud i et helt nyt eventyr, som gør Victoria Beckham særdeles stolt.

Romeo Beckham springer ud i et helt nyt eventyr, som gør Victoria Beckham særdeles stolt.

Det er ingen hemmelighed, at der har været særdeles meget drama omkring Beckham-familien den seneste tid.
Victoria og David Beckhams ældste søn, Brooklyn Beckham, har flere gange ytret sig yderst kritisk angående sine kendte forældre, som han er alt andet end tilfreds med.
Men når den ældste søn vender familien ryggen, kan de kendte forældre i stedet juble over deres anden søn Romeo Beckham, som kaster sig ud i et nyt eventyr.
Den 23-årige Romeo Beckham ser nemlig ud til at lancere sit eget tøjmærke, Intra, som både Romeo og Victoria Beckham har delt på deres respektive Instagram-profiler.
På billedet på Victoria Beckhams Instagram-profil kan man se, at familien poserer i Romeo Backhams nye kollektion, der ligner et retro sæt fra Englands fodboldlandshold, hvor hans far spillede.
I opslaget skriver Victoria Beckham, at hun er meget spændt på sønnens vegne.
Romeo Beckham har tidligere begået sig som model, men ser nu ud til at gå ind i modeverdenen, som familien kender særdeles godt.
Den 23-årige mand går nemlig i sin mors fodspor, da Victoria Beckham under brandet 'Victoria Beckham Beauty' både har udviklet tøj og makeup.
Så hvis Romeo Beckham mangler råd, så er der hjælp at hente fra familien.
Victoria Beckham skriver i et andet opslag på sin Instagram-profil, at hun er meget stolt af sin søn.