Den tidligere 'Vild med dans'-stjerne Vickie Jo Ringgaard viser for første gang siden skilsmissen sidste år sin nye kæreste frem. Det skriver Se og Hør i denne uges blad.

»Jamen, det er min nye kæreste Niels. Vi har boet sammen siden januar, og det er så dejligt,« sagde en strålende Vickie Jo, da ugebladet mødte parret på den røde løber ved fredagens danseprogram, hvor de gæstede studiet.

Den 37-årige dansedarling mødte den to år ældre Niels Stausholm få måneder efter, at det blev afsløret, at Vickie Jo Ringgaard skulle skilles fra sin mand gennem 10 år, den tidligere golfspiller Jesper Ringgaard Diget.

'Vild med dans'-stjernen bekræftede skilsmissen over for B.T. i oktober sidste år, men ønskede ikke at fortælle om årsagen til bruddet.

Vicki Jo Ringgaard med sin eksmand Jesper Ringgaard Diget.
Vicki Jo Ringgaard med sin eksmand Jesper Ringgaard Diget. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Efter bruddet flyttede Vickie Jo Ringgard til Aarhus, mens eksmanden blev boende i København, hvor han arbejder i Vestas.

Det tidligere pars femårige datter bor i Jylland med sin mor.

Det er også i Aarhus, at det nybagte par har skabt deres fælles hjem.

Niels Stausholm har ifølge Se og Hør ingen børn.

Vickie Jo Ringgard har deltaget i TV2-programmet 'Vild med dans' fem gange.

Hun havde sin debut i 2005, hvor hun vandt konkurrencen med skuespiller David Owe.

Siden medvirkede hun i 2006 med bokser Gert Bo Jacobsen.

I ​2007 med tidligere håndboldspiller Joachim Boldsen, i 2009, hvor hun vandt sammen med racerkører Casper Elgaard, og i 2010, hvor hun dansede med fodboldspiller Allan Nielsen.