Mens den kendte læge og coronakritiker Vibeke Manniche har gjort alt de sidste mange måneder for at tale covid-19 ned, har hun samtidig tjent penge på bekæmpelsen af sygdommen.

Siden februar har den 59-årige kendis nemlig været medejer af firmaet Medikal, der importerer og sælger spyttest fra Kina, skriver Finans.

Ifølge Medikals hjemmeside er spyttesten 'afgørende for folkesundheden' og kan 'nedsætte risikoen for smittespredning markant'.

Vibeke Manniche har lige fra coronakrisens begyndelse været aktiv i debatten om, hvorvidt regeringens nedlukning af landet var nødvendig, ligesom hun har været kritisk over for både coronapas og teststrategi.

I september sidste år udgav hun desuden bogen 'CoRoPå – en samtalebog om covid-19' sammen med sin lige så coronakritiske datter, Mai Manniche.

Samme mor-datter-duo tiltrak sig desuden opmærksomhed, da de stillede spørgsmål ved, om landsholdsspiller Christian Eriksen var vaccineret, og om det var derfor, han faldt om med hjertestop og måtte genoplives på fodboldbanen.

Alligevel har Vibeke Manniche altså valgt at tage del i teststrategien ved at sælge spyttest gennem firmaet Medikal, som hun ejer med sin søn, David Manniche.

Finans har spurgt Vibeke Manniche, hvorfor hun er medejer af et corona-testfirma, når hun samtidig taler hele coronakrisen ned.

Hun henviser dog til sin søn, der ejer 51 procent af virksomheden.

Han ønsker til gengæld heller ikke at stille op til interview, men sender et skriftligt svar:

»Hvorfor vi valgte at fokusere på lige netop antigen-spyttest var, at det for mig var en ambition og et forsøg på at gøre det så nemt som muligt for danskere at blive testet for covid-19 ved at erstatte antigen-næsepodninger med lige så sikre spyttest og dermed fjerne det ubehag, der var (og er) forbundet med næsepodninger for rigtig mange mennesker.«

Han tilføjer, at hans mor ikke er en del af driften i Medikal, og at virksomheden tager covid-19 meget alvorligt.