Hardinger og Bundesen: Vi har tilgivet hinanden

Bundesen besøgte sin gamle ven og kompagnon i danskernes foretrukne syng-med orkester, Michael Hardinger.

Det var første gang efter et dramatisk brud i 1997.

- Vi kørte i en kæmpe lejet flyder fra lufthavnen mod byen om aftenen. På et tidspunkt kørte vi op over en bakke, hvorunder byen med al dens lys åbenbarede sig for os, præcis samtidig med at radioen spillede 'Surfing USA'. Det øjeblik gjorde hele eventyret værd. Med hvad det har betydet for venskaber og ægteskaber, siger Bundesen.

Tirsdag aften spiller Michael Hardinger og Michael Bundesen sammen for første gang i 13 år ved en eksklusiv Shu-Bi-Dua-koncert.

Formentlig også for sidste gang. Anledningen er udgivelsen i morgen af nye remasterede versioner af de ni første album. Samt at samtlige 275 Shu-Bi-Dua-sange nu er tilgængelige til download på nettet.

KLIK DIG VIDERE OG FÅ HISTORIEN OM LIVET I SHUBBERNE - OM STOFFERNE, BILERNE OG UVENSKABET

Stofferne

Bundesen: - Vi drak øller, masser af dem. Men faktisk røg vi ikke selv. 'Stærk tobak' har nok givet nogen det indtryk. I virkeligheden er det en form for parodi på branchen omkring os. Det stærkeste, vi indtager, er vingummi.

Hardinger: - Vin OG gummi. Jeg synes storrygere bliver dumme at høre på. Jeg har aldrig set marihuana føre til noget brugbart. Det samme med kokain. Mange musikere tror, at de bliver bedre, når de sniffer. Det er kun inde i deres egne hoveder. Jeg holder alt for meget af virkeligheden til at flygte fra den.

Hjertebørnene

Hardinger: 'Minus til plus', teksten om reklamer, holder jeg stadig af. Vi var kritiske på en sjov måde. 'Costa Kalundborg' (forurening), 'Vuggevisen' (sældrab), 'Askepot' (modebranchen). 'Den røde tråd', fordi den på en uhøjtidelig måde siger noget om spørgsmål, vi alle stiller os selv. 'Melankolini', et utroligt ambitiøst nummer, operasangerinde og det hele.

Bundesen: 'Hvalborg' er stadig mit yndlingsnummer, jeg synger den dog ikke helt så højt mere. Dengang tvang Hardinger mig helt op i det høje D. 'Nam-nam' er blevet en favorit.

Ubetaleligt

Bundesen: - Vores første festivaljob. På Midtfyn. Vi kom kørende ind ad bagvejen, hvor folk stod og tissede over det hele, andre der gjorde det store. Jeg tænkte: ’hvad Satan har vi sagt ja til?’.

Pludselig kunne man mærke jorden bevæge sig. Ligesom 'Braveheart'. 60.000 nøgne, støvede og møgbeskidte drenge og piger strømmede til scenen. Så gik jeg død i første vers i 'Tryk på'. Jeg spurgte Hardinger. Han kunne heller ikke huske det. Han var der for at spille guitar. Det er det længste forspil, vi har spillet.

Biler

Hardinger: - Efterhånden har jeg haft ca. 130 biler. Når jeg keder mig køber jeg en ny bil. Som regel noget gammelt lort, som jeg sælger videre ret hurtigt efter. P.t. kører jeg rundt i Renault Megane Coupé og en Ford Torres. Og en GMC Safari, en stor satan.

Nogle gange køber jeg katten i sækken. Dengang, vi havde udsolgt i Idrætsparken (1981, red.), købte jeg spontant verdens grimmeste bil i bar glæde. Den var dog dannebrogsfarvet. Jeg ved ikke, hvad det er med mig og biler. Jeg taler ofte med min psykolog om det, hæ.

Inspiration

Hardinger: - Vi var et stort sammensurium af inspiration fra amerikansk musik. Allman Brothers, The Eagles, Beach Boys, Chuck Berry. Det eneste af vores favoritbands, som man ikke rigtig hører i Shu-Bi-Dua, er Steely Dan. Simpelthen fordi det kun var Kim Daugaard, der kunne finde ud af at spille det. Min biografi skal hedde '40 år i A-dur'.

Bundesen: - Efter Hardinger opdagede Eagles, kom alt Shu-Bi-Dua til at lyde som dem. Den akustiske guitar, som vi bruger på 'Hvalborg' og de fleste senere numre er tjekket direkte ud af 'Hotel California'.

Dobbelt dua

Hardinger: - Shu-Bi-Dua har en fremragende besætning uden mig. Ham der Ole (Kibsgaard, red.) har efterhånden lært at spille… Jeg synes, at de skal arbejde sammen som det band, de er i dag. Jeg har mit eget ’for sjov’-band med Jørgen Thorup (tidl. SDB) og Kasper Daugaard, søn af bassisten Kim Daugaard. Hvis jeg pludselig var med i Shu-Bi-Dua igen ville det ende i det rene rod. Den oprindelige trommeslager Bosse Hall er med igen hos os. Men vi spiller kun to Shu-Bi-Dua-numre. En sidste udfordring? Hvad skulle det være? Shu-Bi-Dua har spillet i bleer. Hvad kan man mere?

Uvenskab

I dag har de to venner tilgivet hinanden.

Bundesen: - Vi var blevet en del af hinandens liv. I en periode var vi næsten tættere på hinanden, end vores koner. Så vel var det hårdt.

Hardinger: - Uanset at jeg jo laver meget andet vil Shu-Bi-Dua og Bunden altid været en del af mit liv. Vores konstruktive konflikter var blevet til stædighed. Efter 25 år måtte jeg bare realisere min drøm om at flytte til USA.

Arven

Hardinger: - Bunden og jeg blev enige om at hvis vi skulle nå at udsende vores katalog digitalt, skulle det være inden cd’en dør. Musikken har fået en kant, den ikke havde før. 'Fed Rock' vælter ud af højttalerne. Det eneste, man ikke kan ændre er Bundens 'Far til fire'-films dialekt.

Bundesen: - Jeg kan se, når vi spiller bestemte numre live, at der sker noget med publikum. En mand og en kvinde, der begynder at snakke sammen, kramme eller kysse under 'Hvalborg' eller 'Vuggevisen'. Folk der kommer hen og siger, vi mødte hinanden under 'Fed rock'. Det er deres sang. Det er sgu’ da det hele værd.