Mange af os ønsker kun én ting for vores børn: at de bliver lykkelige. Men det er et diffust krav, og vi er i gang med at give vores lykkestress videre til næste generation. Svend Brinkmann og hans kollega Alfred Bordado Sköld prikker i ny bog til vor tids forkrampede jagt på lykken.
»Det store spørgsmål er, om vi kan afgøre lykken selv, eller om den kommer til os udefra. Lige nu er vi i en ekstremt individualiseret tid, hvor alle forventes at være deres egen lykkes smed, og vi præsenteres for hitlister over de lykkeligste lande. Men forestillingen om, at lykken kan måles, vil vi gerne udfordre.«
Sådan siger Svend Brinkmann, som sammen med kollegaen Alfred Bordado Sköld har været redaktør på og bidragsyder til bogen 'Kampen om lykken'. Her har de samlet markante stemmer fra psykologiens, filosofiens, teologiens og litteraturvidenskabens verden for at undersøge, hvorfor lykken er blevet det moderne menneskes kampplads.
Bogen beskriver, hvordan udviklingen har været, helt tilbage fra antikken, hvor lykken var skæbnebestemt og en nådegave, til moderne tid, hvor lykken var noget, som vi oplevede og gjorde os fortjent til, videre til i dag, hvor lykken er en tilstand, som vi selv skal vælge at udleve, når vi realiserer vores eget autentiske liv.
»I antikken bliver lykken mere en accept af, at tingene bare sker, og at der er en højere mening med det. I dag diskuterer vi mere demokratisk, hvad der er det gode liv, hvad lykken er, og hvad ens plads i livet er,« forklarer Alfred Bordado Sköld.
Det ærgrer mig, når den diskussion strander på, hvordan lykke kan måles og maksimeres, i stedet for at vi stiller de langt vigtigere spørgsmål: Hvad er lykkens karakter, og hvordan oplever vi den som mennesker?
Lykkens trumf
Ifølge 'World Happiness Report' er danskerne blandt topscorerne på lykkebarometeret. Sidste rapport fra 2019 viste, at vi var verdens næstlykkeligste folk, kun overgået af finnerne, men foran vores velhavende norske naboer og islændingene med deres store naturskat og rene luft. Men hvorfor har vi i Danmark så travlt med at bryste os af vores podieplads i konkurrencen om at være det lykkeligste land?
»Det er der flere grunde til. Dels er der jo altid en stolthed knyttet til det, vi som nation er gode til, hvad enten det er håndbold eller hygge,« siger Svend Brinkmann.
»Men derudover er der en værdimæssig trumf i at være lykkelig, som rækker ud over materiel værdi eller kulturel prestige. For lykkelige mennesker har jo fundet meningen. Hvorfor arbejder vi, gifter os, får børn eller dyrker ultrasport? Hvis svaret er 'fordi det gør mig lykkelig', så stopper spørgsmålene lige der. Lykken trumfer al skepsis.«
Et af bogens vigtigste budskaber er, at lykken ikke kun er et trumfkort. Den er også en snare. For hvis du jagter den, kan du aldrig opnå den.
»Der er et stort pres på os i dag om, at vi skal føle os lykkelige, og det kan betyde, at vi hele tiden mærker efter og spørger, om vi nu også er 'lykkelige nok'. Hvis vi gør lykken til noget i sig selv, som vi skal stræbe efter, så er den svær at fastholde. På samme måde, som du ikke kan sige: 'Nu vil jeg blive forelsket' og så blive det, så kan du heller ikke vælge at ville være lykkelig og så blive det,« forklarer Brinkmann.
»Min yndlingsaversion er ideen om, at lykken er et valg. Den findes i mere eller mindre letbenede versioner, især inden for den positive psykologis tankegods. Den forestilling er skadelig, fordi du jo så må have handlet galt og valgt forkert, hvis du ikke er blevet lykkelig. Vi kan jo bevæge os frit i verden og selv træffe valg, er tanken. Men det gør vi langt sjældnere, end vi tror. Selvhjælpstanken udspringer af, at vi hele tiden kan tage livet op til revision. Men sagen er jo den, at en beslutning om, hvorvidt vi går til højre eller til venstre, fordrer, at vores livsvej svinger i to retninger. Vi er kastet ind i verden, i et samfund, en familie og en tid. Så vi kan jo ikke vælge frit på alle hylder.«
Begge forskere påpeger, at der er langt større videnskabeligt belæg for, at lykken ikke er noget, vi aktivt vælger, men både beror på genetik, social arv og den hverdag, familie og kultur, som vi befinder os i.
»Siger jeg så, at du ingenting kan gøre for at påvirke din egen lykke? Nej. Men hvis man skal bruge en metafor, så er lykken en gave. Man kan godt gøre sig åben og modtagelig over for den, men man kan ikke kræve den,« forklarer Svend Brinkmann.
»Det, vi KAN gøre, er at tænke over, hvordan vi indretter vores liv. Skaber vi rum til eftertænksomhed, efterlader vi plads til, at vi kan 'spilde tiden' på en behagelig måde sammen med mennesker, vi holder af. Uden andet formål end bare at være sammen. Vi skal undgå følelsen af, at vi konstant befinder os på en trædesten til noget andet og bedre.«
Professoren forklarer, at mening og lykke er tæt forbundne størrelser. Hvis vi vil opleve livslykke, skal vi føle, at der er en meningsfylde i det, som vi gør. Man kan tage nok så mange stoffer eller gennemføre stribevis af ironmen, men hvis oplevelserne ikke er forankret i andet en momentan rus, så bidrager de aldrig til den langstrakte lykkeoplevelse. Vi kan træffe meningsfulde livsvalg, og så kan lykken opstå, men hvis vi fokuserer for indædt på lykken, vil vi blot føle os utilstrækkelige. Vi vil hele tiden frygte, at vi spilder vores liv, vælger forkert eller går glip af noget.
Du kan ikke vælge lykken
Alfred Bordado Sköld er enig i Svend Brinkmanns etiske lykkebegreb og hans skepsis over for selvhjælpsindustriens pilgrimsrejser og retreats, der sælger os løfter om lykke og klarsyn.
»Hvis du vælger at vandre Caminoen for at flygte fra en verden, der ikke har gjort dig glad nok for livet, så er det problematisk. Vi har alle et ansvar for vores fællesskab, og vi skal leve nogle gode liv, så vi kan være noget for andre. Jeg tror, at mange af den typer rejser, hvor vi lægger afstand til andre og vender blikket indad, er spild af ressourcer. For ja, du tager et andet sted hen og får en ny subjektiv oplevelse i en afgrænset tid. Og ja, det lyder da virkelig dejligt at være på retreat og væk fra det hele. Men det er svært at tage det med hjem og få den ønskede 'spill-over-effekt, når du er tilbage i hverdagen. For der er alt jo, som det plejer. Det er det samme, vi ofte oplever, når vi kommer hjem fra ferie. Vi kan ikke fastholde det tilbagelænede liv eller de nye vaner, fordi intet andet i vores liv har ændret sig,« forklarer han.
I stedet bør vi forsøge at gøre hverdagen meningsfuld og leve 'det gode liv', hvor man bidrager til lighed, retfærdighed og kærlighed over for sine medmennesker. Du gør din egen hverdag bedre ved at stræbe efter at give andre mennesker et godt liv.
De diffuse krav
Meget tyder på, at velfærdsstaten er en af grundene til, at vi danskere oplever os selv som lykkelige. Den sørger for velstand og lighed i samfundet, og det skaber tillid mellem borgerne. Alt det sænker vores relative stressniveau, når vi ikke skal frygte at blive frarøvet vores rigdom eller ikke at have nok til dagen og vejen. Vi oplever simpelt hen en objektiv form for tryghed. Men det kan faktisk også påvirke vores livssyn negativt.
»For det, der samtidig sker, er, at vi nu ikke føler, det er nok, at vi skaber et trygt samfund. Vi skal også være lykkelige og sige hurra for livet – helst hele tiden. Samtidig er lykken blevet et imperativ, som er vigtigt for vores BNP og konkurrencestaten. Lykkelige ansatte er nemlig også produktive ansatte, og derfor skal arbejdspladsen sørge for og tjekke op på, at medarbejderne er lykkelige,« siger Svend Brinkmann.
»Men samtidig har konkurrencestaten givet os dårligere tid. Vi kan nok opleve de momentane lykkeglimt, men accelerationssamfundet har gjort, at vi i dag ikke føler, vi har nok tid til noget som helst. Mindst af alt til at sidde med os selv og hinanden og lave ingenting. Det er det behov, som lykkeindustrien med silent retreats og vandreture er vokset ud af. Jeg forstår godt, at folk efterspørger det, men det er et symptom på, at vi ad teknisk vej prøver at gøre lykke til et koncept eller et produkt, som vi kan købe. Lykkeindustrien vokser i disse år, fordi vi kan mærke, at en naturlig del af livet er gået tabt, og nu prøver vi at genskabe. Vi er drevet af en lykkeetik, der gør, at vi konstant er bange for at spilde vores tid, og paradoksalt nok afskærer vi os selv fra lykken i den maniske jagt på den. Moderne mennesker har mange valg og muligheder, men lykkekravet stresser os.«
Den konklusion er Alfred Bordado Sköld også kommet frem til. Og han ser nu, at vi er ved at give vores lykkestress videre til næste generation. I bogen skriver han om den nye ambition, som de fleste moderne forældre er enige om, og som står i kontrast til 'den sorte skoles' idealer. Vi siger ikke længere, at vi ønsker succes for vores børn, eller at vi håber, de bliver læger, ingeniører eller advokater. Vi tør ikke engang ønske for dem, at de bliver godt gift, eller at de får to børn, en hund og et sommerhus.
»Nu ønsker vi kun én ting for vores børn, nemlig at de bliver lykkelige. Det er jo så interessant, at det er vores største ambition på deres vegne, samtidig med at vi oplever en ungdomsgeneration, der har enorme psykiske udfordringer og er stressede som aldrig før. Og det er netop, fordi de diffuse krav er så stressende. Alle muligheder og alle veje ligger åbne for dem, og vi har ingen konkrete forventninger. Vi fokuserer eksplicit på lykken som livets mål, men de unge aner ikke, hvordan de skal fastholde den, og de er ekstremt bange for at vælge forkert.«
Det har været vigtigt for begge forfattere at lade bogens lykkedefinition være åben og flertydig. Alligevel er deres bud på en lykkestrategi påfaldende enslydende.
»Som mennesker skal vi jo både arbejde med iboende elementer af skam, skyld eller tillærte mønstre. Det er det, vi i psykologien ofte knytter til oplevelser, vi har med os fra vores barndom og opvækst, der kan stå i vejen for vores lykkefølelse,« siger Svend Brinkmann. Og Alfred Bordado Sköld tilføjer:
»Men derudover er der også en anden modstand, vi kan møde, nemlig den modstand, vi moderne mennesker har mod kontroltab. Vi kan jo ikke planlægge at blive lykkelige. Den øjeblikkelige følelse opstår jo typisk, når vi bliver kastet ud af vores egen selvbevidsthed og hengiver os til øjeblikket, situationen eller bare det nu, vi er i. Vi bliver lykkelige, når vi ikke tænker på, at vi skal være det.«