Modellen Gigi Hadid og sangeren Zayn Malik går nu en ny tid i møde sammen som par.

De er nemlig blevet forældre til en lille pige.

Det oplyser Zayn Malik på Twitter.

»Vores lille pige er kommet til verden. Sund og rask. At sætte ord på, hvordan jeg har det lige nu, ville være en umulig opgave. Den kærlighed, jeg føler for dette lille menneske, går ud over min forståelse. Taknemmelig for at kende hende, stolt over at kalde hende min og taknemmelig for det liv, vi får sammen,« skriver Zayn Malik i sit opslag.

På Instagram har kæresten, Gigi Hadid, også kommenteret på familieforøgelsen.

»Vores pige sluttede sig til os på jorden denne weekend, og hun har allerede ændret vores verden. Så forelsket,« skriver Gigi Hadid.

Gigi Hadid og Zayn Malik har haft et turbulent forhold, hvor de har været fra hinanden og fundet sammen igen et par gange de seneste år.

Parret var fra hinanden i 2018 og igen i 2019.

De fandt dog angiveligt sammen i december 2019 og har været sammen siden, og nu har de altså taget næste skridt i deres parforhold.

Zayn Malik har tidligere været en del af den engelske popsensation One Direction, inden gruppen gik hver til sit.