26-årige Ed Sheeran hitter ikke blot verden over med sin musik. Også på privatfronten oplever han stor succes.

Kort før nytår friede den britiske popstjerne nemlig til sin kæreste Cherry Seaborn, og han fik et 'ja'. Det afslører 'Perfect'-sangeren på sin Instagram-profil.

»Jeg fik mig en forlovet lige før nytår. Vi er meget glade og forelskede, og vores katte er også begejstrede,« skriver Ed Sheeran til billedet.

Parret mødte hinanden i gymnasiet, hvor de gik på Thomas Mills High School i Suffolk.

Efterfølgende tog hans sangkarriere for alvor fart, og Cherry Seaborn rejste til USA for at studere.

Derfor var der nogle år, hvor de slet ikke var i kontakt med hinanden.

Det ændrede sig dog for nogle år siden, da de mødtes i New York gennem nogle fælles venner.

LÆS OGSÅ: Remee indrømmer efter dramatisk X Factor-aften: Jeg fortryder mit valg

Og som et ordsprog siger, så ruster gammel kærlighed ikke. De blev forelskede igen, og nu kan de altså se frem til at skulle tilbringe livet sammen som mand og kone.

Ed Sheeran hitter for tiden blandt andet med nummeret 'Perfect', som han har genindspillet sammen med Beyoncé.

Og netop den sang skulle handle om Cherry Seaborn, som han nu kan kalde sin forlovede. Det er dog langt fra det eneste hit, Ed Sheeran står noteret for inden for de sidste par år.

Til listen kan sange som 'Castle on the hill,' 'Shape of you' og 'Thinking out loud' også tilføjes.