Skuespiller Jason Momoa, der er kendt for sine roller i Aquaman og Game of Thrones, har valgt at ændre sit udseende markant.

Den 39-årige skuespiller har nemlig fjernet et af sine mest karakteristiske kendetegn.

Det afslører han selv i en video, han har delt på Youtube.

Her ser man skuespilleren barbere sit skæg af, og han siger samtidig farvel til de store roller, han har spillet, der har været kendetegnet ved netop skægget. Khal Drogo i Game of Thrones og Arthur Curry, bedre kendt som Aquaman.

»Farvel Drogo. Farvel Arthur Curry,« lyder det fra skuespilleren i videoen, der har titlen 'Farvel Drogo - jeg har barberet mig!'

Det er dog ikke bare for sjov, at Jason Momoa har valgt at lade ansigtshårene falde. Han gør det også for at sætte fokus på verdenshavene.

»Jeg vil gøre det her for at sætte fokus på, at plastik dræber vores planet,« siger skuespilleren i videoen.

I samme ombæring lancerer han sammen med firmaet Ball Corporation en ny vand, der kommer i aluminiumsdåser, som er genanvendelige.

I videoen lægger Jason Momoa dog heller ikke skjul på, at det for ham er en smule underligt at undvære skægget.

»Jeg tror, sidste gang jeg barberede mig, var i 2012,« griner skuespilleren.

Jason Momoa fik sit folkelige gennembrud med tv-serien Game of Thrones og har siden medvirket i flere film og tv-serier.

Næste år er han aktuel i filmen Dune, og i 2022 kan vi se ham i Aquaman 2.