Den kendte tv-vært Richard Hammond fra det populære bilprogram 'Top Gear' er i gang med optagelserne på anden sæson af det nye program 'The Grand Tour'.

Her var han på optagelse i Mozambique sammen med Jeremy Clarkson og James May. Ifølge the Sun styrtede 47-årige Hammond på motorcykel under optagelserne til programmet.

»Han kom slemt til skade,« siger kollegaen Jeremy Clarkson til avisen, der citerer en anonym kilde for, at Hammond lå bevidstløs i vejsiden efter styrtet.

Det forlyder, at Hammond trods Clarksons udtalelse slap for at komme på hospitalet.

Ifølge avisen var både Clarkson og May rystede over styrtet, da det fik dem til at tænke tilbage på den næsten fatale episode fra 2006, hvor Hammond forulykkede i en raketbil. Her kørte han omkring 450 kilometer i timen og var indlagt på hospitalet i fem uger med en alvorlig hovedskade. To ud af de fem uger var han lagt i kunstigt koma.

Det forventes, at styrtet vil være en del af  anden sæson af' The Grand Tour', der bliver sendt på streamingtjenesten Amazon Prime.