I videoen herover ses Seal sammen med modellen Heidi Klum, som han blev skilt fra i 2014. Nu bliver han anklaget for seksuel krænkelse.

Sangeren Seal har været aktiv i #MeToo-bevægelsen. Blandt andet har han langet ud efter Oprah Winfrey efter hendes berømte og roste tale ved Golden Globe, fordi hun ifølge Seal igennem mange år må have kendt til rygterne om produceren Harvey Weinsteins overgreb på unge kvinder i Hollywood.

Nu risikerer Seal imidlertid at få sin egen sag om seksuelle overgreb på halsen, skriver TMZ.

Skuespillerinden Tracey Birdsall fortæller til gossipmediet, at Seal tog hende på brysterne og forsøgte at tvinge hende til et kys i efteråret 2016. Politiet bekræfter overfor TMZ, at de efterforsker, om der er grobund for en sag om seksuelle krænkelser. Seal nægter sig skyldig.

Ifølge Birdsall opførte Seal sig særdeles upassende over for hende, da hun den efterårsdag opholdt sig i sangerens køkken i Los Angeles for at hente den salatslynge, han havde lånt af hende. De to var på det tidspunkt naboer og gode venner - men ifølge Tracey Birdsall ikke mere end det.

Til TMZ fortæller skuespillerinden, at Seal begyndte at nedgøre hende på grund af hendes sparsomme påklædning. Hun havde en stropløs top og et par shorts på. Dernæst tog han hende ifølge Traceys egen forklaring på brysterne og forsøgte at kysse hende, hvorefter hun råbte, at han skulle stoppe.

Alligevel indvilligede Tracey Birdsall i at sætte sig sammen med ham i sofaen, fordi hun var i chok, påstår hun. Igen skulle Seal angiveligt have taget hende på brysterne. Det fik skuespillerinden til at forlade hans hjem, fortæller hun.

Tracey Birdsall har først anmeldt episoden nu, mere end et år efter at den skulle have fundet sted. Hun siger til TMZ, at det først var, da Seal i starten af januar bad kvinder om at stå frem og fortælle om seksuelle overgreb, de er blevet udsat for, at hun besluttede at gå til politiet.

»Seal afviser på det kraftigste de påstande, en tidligere nabo har fremført mod ham om en påstået krænkelse for mere end et år siden. Han vil forsvare sig selv imod disse falske påstande,« siger en af Seals repræsentanter om Tracey Birdsalls udtalelser og anmeldelse.

Seal kom ind i lidt af en shitstorm efter at have insinueret på Instagram, at talkshow-værten Oprah Winfrey gennem mange år kendte til rygterne om, at Harvey Weinstein begik stribevis af overgreb mod unge skuespillerinder.

Siden har Seal dog undskyldt for påstanden i en video på Facebook.