Den verdensberømte skotske dj Calvin Harris inviterede for et par dage siden sine fans til en spørgsmål-svar-seance på Twitter - og her kom han med noget af en overraskelse.

De sidste fem år har han været verdens bedst betalte dj, men på et spørgsmål fra en fan afslørede Calvin Harris, at hans liv bestemt ikke altid har været en dans på roser.

Det var et spørgsmål om, hvordan Calvin Harris husker tilbage på starten af sin karriere, der fik den 34-årige stjerne-dj til at indrømme, at han har kæmpet med et alvorligt alkoholmisbrug.

»Det sidste jeg har lyst til, er at drikke to flasker Jack Daniels hver nat, leve af kager fra Greggs (stor engelsk bagerikæde, red.), sove i en stinkende bus året rundt, skrige ned i en mikrofon i 55 minutter og lade som om jeg spiller på keyboard fem gange om ugen. De dage har jeg lagt bag mig,« svarede Calvin Harris ifølge The Sun.

Calvin Harris under en koncert i Inglewood, Californien den 30 november.
Calvin Harris under en koncert i Inglewood, Californien den 30 november. Mario Anzuoni/Reuters

Calvin Harris - som blandt andet har lavet hittene 'Feel so close', 'Summer' og er med på Rihannas 'We Found Love' - fortalte også, at han endda led af hjerteforstyrrelser, som var forårsaget af det massive alkoholmisbrug i sine yngre dage.

På et opfølgende spørgsmål svarede Calvin Harris, at han nu har været ædru i fire år.

Calvin Harris debuterede som dj helt tilbage i 2002. Han brød igennem fem år senere med debutpladen 'I Created Disco'.

Ifølge Forbes tjente han ikke mindre end 48 millioner dollar (312 millioner kroner) på sin musik i 2018.