Den italienske skuespillerinde og model Monica Bellucci bliver med sin rolle i den kommende James Bond-film, Spectre, den ældste Bond-pige nogensinde. Hun skal spille rollen som Lucia Sciarra, og noget tyder på, at James Bond får en kvinde med stort K.

I et interview med The Sunday Times deler den 50-årige skuespiller sine tanker nutidens kvinder, ligestilling og alder, og den italienske skønhed er ikke bange for at blive gammel. Tværtimod.

»Jeg er en Bond-kvinde,« siger Monica Bellucci stålfast til The Sunday Times.

For selvom den kvindelige hovedrolle i James Bond-filmene populært omtales Bond-pige, er det ikke en titel, der passer Monica Bellucci. Skuespillerinden blev inviteret til middag i London med filmens instruktør, Sam Medes, da rollen skulle besættes, og her var Monica Bellucci hurtig til at korrigere.

»Det fløj ud af mig. Jeg er ikke en pige, men en kvinde. En moden kvinde. Skal jeg erstatte Judi Dench? Jeg tænkte: Hvorfor ringer han til mig? Jeg er 50 år gammel. Hvad skal jeg lave i en James Bond-film?« siger Monica Bellucci om mødet med instruktøren, der forklarede, at James Bond for første gang i historien skal have et forhold med en moden kvinde.

Foto: FACUNDO ARRIZABALAGA
Vis mere

Skuespillerinden, der før har prydet film som Matrix og Passion of the Christ, er med sine 50 år ældre end Daniel Craig, der igen skal spille agent 007. Og Monica Bellucci er træt af, at samfundet ikke lader kvinder ældes.

»Vi skal begynde og respektere, at kvinder bliver ældre. Med alderen kommer det ægte jeg til syne i ansigtet,« siger hun og uddyber:

»Jeg vil ikke være yngre. Jeg vil ikke være 20 igen. Ikke på nogen måde. Jeg har været i gennem alt det. Nu vil jeg kende min historie. Hvordan håndterer jeg at blive ældre? Hvordan håndterer jeg døden? Der er ingen love.«

Læs også:

Monica Bellucci hævder over for The Sunday Times, at hun aldrig har fået nogen form for plastickirurgi, og at hun til dagligt ikke er spor glamourøs.

»Jeg vågner op om morgenen og forbereder morgenmad. Så kører jeg mine døtre (red. Deva og Léonie) i skole. Jeg er glamourøs en gang om året. Det er på tapis rouge – undskyld. På den røde løber,« siger hun.

Foto: CLAUDIO ONORATI
Vis mere

Monica Bellucci begyndte sin modelkarriere som 13-årig og har gennem sin karriere poseret for Dolce&Gabbana og Dior og har prydet forsiderne på utallige magasiner. Ifølge den nye Bond-pige har der altid været et kæmpe pres på kvinder for at se smukke ud.

»Sådan er det at være kvinde. Min bedstemor plejede at tage rød læbestift på og gå i kirke. Sagen er, at kvinder i dag ikke kun gør det for mænd, men også for at tilfredsstille sig selv,« siger hun.

Monica Bellucci udtrykker stor taknemlighed over for de kvinder, der gennem tiden har kæmpet for ligestilling og for kvinders rettigheder.

»Jeg har så meget respekt for de kvinder. De gik på gaden og kæmpede for retten til fri abort. Hvis det ikke havde været for de kvinder, så ved jeg slet ikke, hvor vi havde været i dag,« siger hun.

Foto: JULIEN WARNAND
Vis mere

Som skuespiller har Monica Bellucci mulighed for at kombinere de kvindelige pligter og arbejdslivet, og sådan burde det være for alle, mener hun.

»Da jeg ammede mine børn, kunne jeg tage dem med på optagelser. Det er de færreste kvinder, der kan gøre det. Det er en mands verden. Vi føder, passer børn, men vores faste rutiner er ikke respekteret. For at være lige, skal kvinder blive som mænd. Men kvinder er ikke som mænd,« siger Monica Bellucci og præciserer:

»Samfundet er opfundet af mænd, og det bliver vi nødt til at ændre.«

Monica Bellucci har de to døtre med franske skuespiller Vincent Cassel, som hun mødte på optagelser til filmen The Apartment i 1996. De to blev gift i 1999, men blev skilt i 2013 efter en »fælles beslutning«. Hun bor i dag i Paris, mens Vincent Cassel bor i Brasilien.

»Det er anderledes, men vi har det stadig godt med hinanden. Når man har en 18 år lang historie sammen, er der stadig masser kærlighed – også selvom kærligheden ændrer sig. Jeg har haft nogle fantastiske øjeblikke med Vincent, og de øjeblikket vil jeg huske for evigt. Derfor vil jeg altid have, at vi har et godt forhold til hinanden,« siger Monica Bellucci.

Foto: ALBERTO PIZZOLI
Vis mere

Ifølge skuespillerinden kan man godt slutte et forhold på »en klog måde«, når man har børn.

Den nye James Bond-film Spectre bliver den 24. af sin slags. Udover Monica Bellucci vil rollelisten vise navne som danske Jesper Christensen, Daniel Craig og Christoph Waltz. Filmen har verdenspræmiere i november.

Og den nye Bond-pige glæder sig. Hun er 50 og dermed verdens ældste Bond-pige, og hun har altid gjort tingene lidt anderledes end andre kvinder.

»Normalt har kvinder på min alder børn, der er 20 år gamle. Men mine børn er 10 og 4½. Alle gør ting på deres måde, og i mit liv har tingene været lidt anderledes. Jeg fik mit første barn, da jeg var 40, mit andet barn, da jeg var 45, og nu spiller jeg Bond-pige som 50-årig,« siger Monica Bellucci.