»'Venner' ville ikke have været det samme uden dig.«

Søndag kom det frem, at den amerikanske skuespiller James Michael Tyler – der især var kendt for rollen som Gunther i tv-serien 'Venner' – var sovet ind. Nu har flere af 'Vennerne' givet udtryk for deres sorg.

På Instagram skriver skuespilleren Jennifer Aniston, der spillede rollen som Rachel, som Gunther var håbløst forelsket i, at tv-serien ikke havde været det samme uden ham:

'Tak for den latter, du bragte til showet og til alle vores liv. Du vil blive savnet,' skriver hun.

Også Courteney Cox, der spillede rollen som Monica, har skrevet mindeord om James Michael Tyler, der sov ind i en alder af 59 år som følge af fremskreden prostatakræft:

'Størrelsen på den taknemmelighed, som du tog med dig ind i rummet og viste hver eneste dag på settet, er størrelsen på den taknemmelighed, jeg føler over at have kendt dig. Hvil i fred, James,' skriver hun.

Lisa Kudrow, der spillede Phoebe, og Matt LeBlanc, som spillede Joey, har ligeledes mindet deres tidligere kollega:

'Vi vil savne dig. Tak for at have været der for os alle,' skriver førstnævnte, mens sidstnævnte skriver:

'Vi havde en masse grin sammen, ven. Du vil blive savnet.'

James Michael Tyler stod selv tidligere i år frem på amerikansk tv og afslørede, at han havde fremskreden prostatakræft.

»Jeg blev diagnosticeret med fremskreden prostatakræft, og det har spredt sig til mine knogler. Jeg har haft diagnosen i tre år. Det er nu på stadie fire. Den sidste. Så kræften ender med at tage mig,« sagde han dengang i programmet 'Today'.

Han medvirkede i 150 afsnit af succes-serien.