David Schwimmer skal igen spille med i en komedieserie. Denne gang som kærlighedsbejler i 'Will & Grace'.
Når den amerikanske tv-serie 'Will & Grace' vender tilbage med sæson 10 i oktober, bliver det med et særdeles velkendt ansigt.
Det er nemlig blevet afsløret, at David Schwimmer skal være med i fem episoder. Her skal han spille Grace Adlers, spillet af Debra Missing, nye kærlighedsromance. Det skriver USA Today.

Dermed bliver det til et seriemæssigt comeback for David Schwimmer, der nu igen skal medvirke i en stor sitcom eller komedieserie, som de kaldes herhjemme. I en årrække har Schwimmer i stedet beskæftiget sig med dramaserier. Senest har han markeret sig i den amerikanske serie 'American Crime Story', for hvilken han modtog en Emmy-nominering i 2016.
David Schwimmer er uden tvivl mest kendt for sin rolle som den dinosaurelskende og altid korrekte Ross Geller i den voldsomt populære tv-serie 'Friends', der er én af de mest populære serier på verdensplan. David Schwimmers medvirken i serien resulterede i sin første Emmy-nominering i kategorien 'Bedste birolle i en komedieserie' i 1995. Efterfølgende fik skuespilleren succes i tegnefilmsproduktionen, hvor han har fungeret som stemmelægger i filmserien om 'Madagascar'. Her lægger han stemme til giraffen Melman.

'Will & Grace' har hentet 16 Emmy-statuetter hjem og hele 83 nomineringer, siden serien debutterede i 1998.
Den nye sæson 'Will & Grace' får 18 afsnit. Derudover har NBC allerede bekræftet, at serien får en ellevte sæson. Om David Schwimmer også her vil være at finde, har folkene bag 'Will & Grace' hverken be- eller afkræftet.
Seriens sæson 10 går i luften 4. oktober 2018.
